Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begået en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier på nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro på, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er journalist med hud og hår – og at han tror på journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.
Imidlertid kan der være grund til at være bekymret på forfatterens vegne. For spørgsmålet, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…
Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe på med, når man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), så er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler på, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken på den ene side og de nye webbaserede medier på den anden. Der er også tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger også en nedladenhed, en arrogant seen ned på de digitale medier.
Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer på nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og så videre.
Gennem disse citater får man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin står fast på journalistikkens klassiske idealer. Det fremgår også med al ønskelig tydelighed, når journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.
Men spørgsmålet er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder på meningsgyderi og nynarcissisme, så byder de også på megen velskreven og vidende journalistik. Også journalistik, der overgår, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dårlig journalistik og nynarcissisme. Tænk blot på de såkaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb på de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmålet er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?
Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret på en avis eller to. Med små pauser. Og vil fortsætte så længe jeg kan – og så længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, så er jeg ikke sikker på, at den gammeldags avis vil bestå i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, så tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere på gulvet…
@Samuel Rachlin: Tak for din fyldige kommentar. Jeg tror også, at vi langt hen er ret enige om journalistikkens betydning og aktuelle forfald. Vores forskelligheder drejer sig om vurderingen af de nye mediers betydning og forhåbninger om journalistikkens fremtid.
Jeg tror for det første, at man skal passe vældig meget pÃ¥ med at ned- og undervurdere de nye digitale meider, sÃ¥dan som du – mÃ¥ske utilsigtet – kommer til at gøre i din kronik. Uden at vide noget om, hvor udviklingen vil føre os hen, sÃ¥ er jeg overbevist, at de nye medier – fx de hundretusindvis af weblogs – vil være med til at sætte dagsordenen for journalistikken i fremtiden. Jeg synes allerede, at jeg kan se klare tegn pÃ¥ det pÃ¥ de danske avisers sider – sÃ¥vel de trykte som de digitale.
Jeg er mÃ¥ske ogsÃ¥ lidt mere skeptisk med hensyn til “kvalitetsjournalistikkens” fremtid, end du er. Og jeg ser ogsÃ¥, at du bevæger dig pÃ¥ dette spørgsmÃ¥l i din kommentar. Jeg tænker pÃ¥, at du her opgiver illusionen om den skrevne avis. Der er allerede meget, der tyder pÃ¥, at den skrevne avis kan gÃ¥ hen og blive et nicheprodukt (hvilket du ogsÃ¥ er inde pÃ¥ i din kronik). Og kvalitetjournalistikken skal finde andre medier at udfolde sig i. Men hvad stiller vi op med den massive kommercialisering? Hvem vil betale for kvalitetsjournalistik, hvis den ikke sælger? Hvordan skal journalisterne dæmme op for overfladiskheden, underholdningskravet osv.?
Capac,
Har først lige læst din blog. Med stor interesse. Jeg tror ikke, at vi egentlig stÃ¥r sÃ¥ langt fra hinanden, som du vist gør det til. Jeg skriver, at nogle blogs er blevet fortrinlige journalistiske produkter, og at det stadig er en genre i sin tilblivelse. Men jeg skriver selvfølgelig ogsÃ¥ om alt det pladder, der bliver hældt ud pÃ¥ nettet. Vi har foreløbig kun set genrens meget spæde stadium. Jeg er ogsÃ¥ glad for, at webben og bloggerne har brudt de etablerede mediers monopol pÃ¥ spredning af information og viden. Det er godt og sundt. Og endelig pointerer jeg, at vi vil se en konvergens mellem de gamle og nye medier. Jeg kæmper ikke en desperat kamp for at bevare de gamle medier. Mit ærinde er at sikre og bevare den journalistiske kvalitet. Den er truet. Den er faktisk i livsfare. Det stod ikke for godt til i forvejen. I en tid med sÃ¥ meget nonsense i medierne, synes jeg det er ret vigtigt. Jeg tror, at kvalitstsjournalistik sagtens kan overleve pÃ¥ nettet, hvis de gamle medier kan finde en levedygtig forretningsmodel. God journalistik kan sagtens leveres pÃ¥ nettet og eksistere ved siden af blogs og alle mulige andre formater, der mÃ¥tte komme til i fremtiden. Jeg er i princippet ret ligeglad med, hvordan de journalistiske produkter bliver bÃ¥ret frem og distribueret. Aviserne mÃ¥ blot finde ud af, hvad de er, og hvad de vil og ikke blot springe pÃ¥ toget. Den trykte avis er ikke længere en forudsætning for kvalitetsjournalistik. Det er en illusion at pÃ¥stÃ¥ det. Forudsætningen er mennesker og talent. Vi oplever et gigantisk opbrud, der er ved at forvandle, hvad vi har kendt og levet med i Ã¥rhundreder. Kun tÃ¥ber vil stritte imod eller nægte at tage nettet alvorligt. Hvad Guttenberg i sin tid gjorde for det trykte ord, det har nettet og Google gjort for det trykte ord i dag. Vi er sÃ¥ priviligerede, at vi oplever den proces, og at vi ikke kun er med som iagttagere, men ogsÃ¥ deltagere. Det er jeg ret glad for. 🙂