Medens et regeringsnedsat udvalg pt. gransker i, hvad man skal stille op med problemet fildeling på internettet og medens sagen mod den svenske fildelingstjeneste Pirate Bay kører i retten, så er der anledning til at reflektere endnu engang over, hvilken revolution, der er gang i på nettet. I koret af kommentatorer og meningsmagere har de udøvende kunstnere – generelt set – været lidt tilbageholdende eller har bakket op om musikindustrien. Men i den senere tid er der kommet flere stemmer i koret – stemmer, der taler om de forskellige interesser kunstnerne og industrien har. Det forholder sig nemlig ikke sådan, at musikindustriens økonomiske interesser er sammenfaldende med kunstnernes. I England har en række kunstnere for nyligt dannet en organisation, der skal tale kunstnernes sag. Og ned i græsrodslaget er der et utal af eksempler på det samme. Unge musikere, der går en stor bue uden om den traditionelle musikindustri ved fx selv at distribuere deres musik via nettet.
I dag kan man læse en yderst interessant artikel af den svenske komponist Peter Bryngelsson (i Dagens Nyheter). Bryngelsson kritiserer musikbranchen, repræsenteret ved IFPI for manglende forståelse for de nye medier. Når branchen påstår, at de repræsenterer en kunstner som Brygelsson i retsagen mod Pirate Bay og kræver fængselsstraf og tårnhøje bøder til Pirate Bay-grundlæggerne, så tager de helt fejl, mener Peter Brygelsson.
Musikindustrien har aldrig tilgodeset Brygelssons behov – hverken som lytter af musik eller som udøvende kunstner: “Den musik jeg ville købe har jeg ikke kunnet finde i pladeforretningerne, og den musik jeg producerede har man ikke villet sælge til trods for gode anmeldelser og et internationalt rygte. I selve arbejdet er der meget få komponister, der er blevet negativt berørt af downloading. I stedet for har internettet og dets konsekvenser medført et længe ventet løft for den sjældne musik, jeg søger.
Dem som påvirkes negativt er i højere grad mellemhandlerne som fx pladeselskaberne og deres underleverandører. Vi andre fortsætter som hidtil med at ernære os med liveoptrædener, privat salg, musik til teater, film, tv, förelæsningar.
Den ny teknik er revolutionerende og har i grunden forandret de flestes liv, hvilket også har resulteret i at vi ser anderledes på ejendomsretten. Computeren er en avanceret kopimaskine, hvilket gør at den til stadighed henter materiale fra andre kilder, og det gør det til noget, vi betragter som vort eget. De fleste musikere i dag laver deres materiale på delvis lånte kilder. Selv om de ikke anvender færdige loops eller samplinger, så ved de godt, at guitar-­riffet og sang-groovet til dels bærer en andens signatur og hvis man ikke laver musik eller film, så vænner man sig til i hverdagen til at tage gratis del i internettets informationer.

En fældende dom [i Pirate Bay-sagen] vil altså medføre, at de fleste os os under 65 år i en eller anden forstand blive kriminelle.”

Hvorpå Bryngelsson minder os om dengang, hvor musikbranchen forsøgte at bekæmpe kassettebåndskopiering under mottoet: “Hometaping kills music”. Branchen er på mange måder ikke kommet videre end dengang. Dengang blev problemet løst med en afgift på uindspillede bånd. En løsning, der også gav penge til kunstnerne.
Men Bryngelsson går et skridt videre. For han slår fast, at det ikke er nogen selvfølge, at man skal tjene penge på at sælge musik! Det er ikke nogen naturlov, men resultat af en overenskomst mellem musikudøverne og -brugerne. Og det er denne overenskomst, der er under forvandling i disse år. Uden at nævne begrebet som sådan, så er det også den omstridte copy-right, der er under pres. Bryngelsson forudser, at forvandlingen vil fortsætte, og at mellemhandlerniveauet vil tørre ud eller helt forsvinde. Fordi en kunstner i dag – med et almindeligt computerudstyr og en internetadgang – selv kan stå for hele produktionen og distributionen.”