Den 14. marts døde den franske sangskriver og musiker Alain Bashung og hans dødsfald gav genlyd i store dele af de fransktalende medier. Til gengæld er nyheden kun ad omveje sluppet igennem til denne blogskriver. På det musikalske landkort er det frankofone stadigvæk – men nogle lysende undtagelser – et ukendt land for de fleste.
Alain Bashung var en af dem, der via rocken – storbyrocken, som den spilles i New York (Mink de Ville, Lou Reed…), London (Roxy Music…) og andre metropoler – fornyede den franske chancon-tradition, så nye generationer tog den til sig. Fra 1980 og frem til sin død af lungekræft for nogle dage siden blev han forgylt med den ene pris og udmærkelse efter den anden. Bashung var mere end en fransk epigon. Faktisk arbejdede han sammen med en række af sine udenlandske forbilleder (Phil Manzenera, Marc Ribot (Tom Waits), Adrian Utley (Portishead), Colin Newman (Wire) m.fl. og skabte sin helt egen sofistikerede rock-and-chanson.
Historien om Bashung er endnu en historie om en ung mand, der blev smittet med rock’n roll-virussen, da Elvis, Cochran, Holly, Berry m.fl. satte gang i adrenalin og hormoner. Som andre i sin generation måtte han slide for successen i mange år, og det var først i slutningen af halvfjerdserne det egentlige gennembrud kom. Gennembruddet faldt sammen med, at Bashung fandt en soulbrother og kongenial tekstforfatter i Boris Bergman. Og med millionsællerten Gaby, Oh Gaby brød de igennnem til det store fransktalende publikum.
Bashung nåede at indspille i omegnen af 15 album. Og lige inden sin død blev han udnænvt til medlem af Æreslegionen og modtog Frankrigs svar på en Grammy, Victoires de la Musique, for sin seneste plade Bleu Pétrole.
Ud over sit musikalske karriere havde han også succes som skuespiller og medvirkede i tyve produktioner. Hvil i fred.