Per Dich er en af de kunstnere fra tressernes folkemusikbølge, som står ganske klart i min erindring. Sikkert fordi han forfattede den social-indignerede vise “Sådan er kapitalismen“, der ligger helt fremme i erindringens musikalske skuffe. Dich skilte sig lidt ud fra mange af   kunstnerne på folkscenen ved at være en kunstner, der havde klare politiske holdninger. På det punkt lignede han mere nogle af rockens ansigter. Røde Mor og de andre politiske bands. Hans engagement spredte sig over journalistik, politisk arbejde (bl.a. som medlem af folketingen for SF) og almindelig samfundsdebat.
Den musikalske karriere er koncentreret om de sene tressere. Den sidste officielle udgivelse – en singleplade (Sidste tog/Søndag eftermiddag) – kom vist i 1971.
Hele to album fik Dich indspillet. I 1966 kom debutalbummet “Surt og sødt”, hvor han bl.a. får hjælp af Cy, Maia & Robert. Han synger danske udgaver af Tom Paxton, Bob Dylan, George Brassens, Ivan Malinovski (!), Malvina Reynolds og sig selv. Pladen er produceret af selveste Gustav Winckler. Af bagsidenoterne kan man læse, at det på pladens udgivelsestidspunkt (1966) endnu var ualmindeligt for danske folkemusikere at synge tekster på dansk: “Reglen er, at man synger på engelsk med valbyaccent og skriver tekster på babyengelsk”, noterer Dich frejdigt.
Dich er ikke nogen stor sanger, men pladen er et vellykket eksempel på den folkemusik, der fik en revival i tresserne med navne som Kjeld Ingrisch, Cæsar, Trille med mange flere.
Albummet blev fulgt op året efter af “Per Dich”, der også udkom på Sonet. Ingen af de to album er genudgivet på cd, men kan købes second hand, hvis man ellers har råd…