I 1970’erne kom der for alvor skub i den genre, der kaldes jazz-rock, altså den elektriske fusion af elementer fra moderne jazz og rocken med navne som Chick Corea, Herbie Hancock, Weather Report og mange flere. Bortset fra en stor håndfuld plader bl.a. med Weather Report var det ikke en genre, der vant mit musikalske hjerte. Ofte synes jeg, at genren svigtede både den moderne jazz’ forfindede udtryk (ikke mindst akustiske udtryk), men også rockens akademisk uprætentiøse væsen. Et af de store navne dengang var The Brecker Brothers, alias Randy og Michael Brecker, der sammen udgav nogle plader, der stadigvæk gør stort indtryk af imponerende musikalsk håndværk, om ikke andet. Nu er Michael Brecker død, 57 år gammel, af leukæmi. Selv om min pladereol ikke er fyldt op med halvfjerdser-jazz-rock, så er Michael Brecker rigt repræsenteret, fordi han var en meget efterspurgt studiemusiker – sideman – der satte sit umiskendelige præg på en lang række indspilninger med Joni Mitchell, James Taylor, Paul Simon, Art Garfunkel, James Brown, Aerosmith og en bunke andre (se den imponerende sideman-diskografi på mandens hjemmeside). En musiker, der kunne levere varen med personlighed, uanset hvilken musikalsk sammenhæng, der var tale om. Hvil i fred…

Some Skunk Funk!: