De sidste mange måneder har jeg ikke set meget tv. Det indskrænker sig til lidt nyhedsoversigt om eftermiddagen (DRs Nyhedsopdatering), brudstykker af “Friends”, som Frøkenen fordriver tiden med, og lidt i weekenden. I går faldt det sig så heldig ud, at DR2 viste Peter Bogdanovich The Last Picture Show fra 1970. I Director’s Cut-udgaven. Den danske titel er “Sidste forestilling”, og jeg så den første gang, da den havde premiere i Esbjerg. I Strandbio, vist nok.

Filmen, der kan minde om både George Lucas’ “Sidste nat med kliken” (1973) og den italienske “Mine aftener i Paradis”, handler tematisk set om tabet af uskyld, i flere dimensioner. Vi følger nogle mennesker i en lille gudsforladt amerikansk flække, hvor der stort set ikke sker andet end, at man mødes for at spille lidt pool, drikke Dr. Pepper og så gå på den lokale drømmefabrik, biografen, hvor man viser gamle film med Liz Taylor, Spencer Tracy og John Wayne. Biografen er et cineastisk symbol på de drømme, der brister, når barndommens uskyld går fløjten. En fin lille sædeskildring, der smagfuldt er filmet i sort-hvid, måske for at illudere den grå virkeligheden i filmen, men også uskyldstabets distance.
Hvad jeg i de mellemliggende år helt havde glemt var, at filmens lydspor, der består af en række kendte sange, skrevet af bl.a. Hank Williams og sunget af fx Tony Bennett og Hank Snow:

1.
Cold, Cold Heart – Tony Bennett
2.
Give Me More, More More of Your Kisses – Lefty Frizzell
3.
Wish You Were Here – Eddie Fisher
4.
Slow Poke – Pee Wee King
5.
Blue Velvet – Tony Bennett
6.
Rose, Rose, I Love You – Frankie Lane
7.
You Belong to Me – Jo Stafford
8.
A Fool Such as I – Hank Snow
9.
Please, Mr. Sun – Johnnie Ray
10.
Solitaire – Tony Bennett