Den siddende borgerlige regerings økonomiske politik hviler på et dogme: skattestoppet. Med sin stædige insisteren på skattestoppet – og det mere og mere usikre perspektiv: skattelettelserne – er Venstre, Konservative og DF de sande arvtagere af Glistrupismen, der grundlagde mistilliden til de danske skattesystem. I begyndelsen af regeringsperioden var det måske muligt at fastholde illusionen om, at regeringen blot ville beskytte borgerne mod at blive flået i skat. Men som tiden er gået bliver det mere og mere åbenbart for enhver, hvad skattepolitiken betyder: At kvaliteten falder på alle offentlige områder. Daginstitutioner, ældreinstitutioner, handicapområdet, uddannelsessystemet fra top til bund, den offentlige service osv. osv.
I dagens Berl. Tidende kan man læse, at en af de pålidelige økonomer, Christian Sørensen fra Syddansk Universitet, retter en voldsom kritik mod regeringens løfter om at fastholde skattestoppet de næste 5-10 år, sådan som det er blevet fremlagt af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Christian Sørensen citeres for at sige: “- Et permanent skattestop er uholdbart. Det vil blive mere paradoksalt, at vi har et overdådigt forbrug af fladskærme og andet – samtidig med at kvaliteten i børnehaver og vuggestuer bliver dårligere.
Skattestoppet har låst afgifterne på alkohol, tobak, energi, miljø og først og fremmest ejendomsafgifterne. Det betyder, at selv om priserne på disse varer skyder i vejret – som vi for eksempel har set det med ejendomspriserne – bliver statens indtægter ikke større.
– Statens indtægter vil gradvist blive udhulet af inflationen og vil ikke kunne følge med den normale løn- og prisudvikling. Og derfor kan udgifterne naturligvis heller ikke gøre det (…)”. Perspektivet er, at de såkaldte velfærdsordninger, dvs. kontanthjælp, dagpenge, folkepension osv. vil være umulige at opretholde på det nuværende niveau.
Det er altid heddet sig, at man skulle betale sin skat med glæde. Det mener jeg ikke. Men rettænkende politikere bør forklare danskerne, at man ikke kan have et velfærdssystem, hvis man ikke har mulighed for at financiere det via skatterne. Det interessante bør ikke være, hvor meget vi betaler i skat målt i procenter, men hvor meget vi har tilbage, når skatten er betalt – og, ikke mindst, hvilket samfund de betalte skattekroner giver mulighed for.
