Som læsere af denne lille blog vil vide, så har jeg en vis forkærlighed for Berlingske Tidenes vrisne og skarpe journalist Claes Kastholm. Jeg er sjældent enig med ham i hans borgerlige holdninger, men ofte har han blik for noget, der rager ud over den borgerlige horisont. Som fx i dagens klumme, hvor han leverer et velkomment frontalangreb på den socialdemokratiske formand Helle Thorning Schmidts modsvar på regeringens krisepolitik. Thorning Schmidt har plæderet for en kraftig udvidelse af de offentlige arbejder. Det er for så vidt ikke så mærkeligt eller overraskende for en socialdemokrat, der både vil tænke på de ledige og den betrængte byggebranche. Nej, det, der er faldet Kastholm for brystet er følgende udtalelse: “»Danmark står i en økonomisk krise, der er historisk stor. Vi er nødt til at sammenligne med 30ernes krise og den voldsomme ekspansion af landets økonomi, man foretog efter Anden Verdenskrig«” Kastholms pointe er, at Thorning ikke har styr på de faktiske økonomisk-historiske forhold. Man foretog ikke nogen “voldsom ekspansion af landets økonomi efter Anden Verdenskrig”.
Derfor kan der jo godt være en idé i at sætte gang i offentlige arbejder, nemlig: at skaffe arbejde til de mange ledige hænder i dette land.
Kastholm har også et andet kritikpunkt: Øgede offentlige arbejder løser ikke et af den økonomiske krises tunge problemer – nemlig den faldende eksport. Og det har han jo ret i, selv om det jo ikke i sig selv udelukker det andet hensyn – hensynet til de ledige.
Kastholms enøjethed – at han helst vil se på den økonomiske side af sagen, men ikke på den sociale, kommer tydeligt til udtryk sidst i klummen, hvor diskussionen drejer sig om skattereformens notoriske sociale slagside. Som det er slået fast i utallige artikler og indlæg, så forgylder skattereformen de rige og giver nådsens brød til de ikke-rige. Kastholm slutter af med at skrive: “Det rigtige spørgsmål er ikke: Hvor meget får direktøren i forhold til hjemmehjælperen? Det rigtige spørgsmål er: Hvor mange borgere bliver forsørget af direktøren? Lykkeligvis er flere og flere begyndt at stille netop det spørgsmål. Hidtil har betegnelsen »de rige« været et skældsord. Det behøver vi ikke finde os i. Det er »de rige«, der er skaffe­dyrene i dette land.” Hertil er kun at sige. Direktørerne var ikke noget som helst, hvis ikke det var for de egentlige skaffedyr i dette land. De almindelige mennesker, der laver det daglige arbejde i virksomhederne.