Jeg fik båndet temaudsendelsen om David Bowie. Fruen skulle se årgang 0 og Kender du typen?, så jeg måtte vente med at se kamæleonen. Derfor nåede jeg kun at se lidt af den afsluttende koncert, inden det var tid til at se dyner og læse digte af Peter Nielsen.
Bowie var en af mine helte ud i kunsten i halvfjerdserne, og han er det stadigvæk. Arbejderdrengen, der som en anden semi-intellektuel gik ind i showbiz og havde næse for tidsånden. Halvfjerdsernes store overskrift – politisk, seksuelt, kulturelt osv. – var Frigørelsen. Og Bowie iscenesatte de tematiske grundsubstanser til et unikt show, en enestående performance, hvor metropoliske musikalske eksperimenter dannede lydbilledet til en fantasiverden, hvor køn og identitet var udflydende, men som også var stærkt underholdende.
Siden er frigørelsens idealer blegnet, og det står i dag endnu tydeligere, hvor stor en eksponent for den tid, Bowie var. Ikke sådan at forstå, at han er passé. Snarere som en kunstnerisk påmindelse om, at det er muligt at løsne båndene, at sætte fantasien i sving og – ikke mindst – lege med identiteten… På den måde er han vigtig også i vores konformistiske tider.
Evigtunge Anja funderer over Bowies alder. Anja har set den fine koncert med Bowie på skærmen og kan se, at alderen ikke er gået sporløst hen over den tynde hvide hertug. Bruger han mon paryk, hårforlængelse, hårimplantation (!), botox osv.? Og det lader sig ikke skjule, at håret har fået lidt farve hist og her og huden omkring øjnene er blevet tyndere. De ældes også, idolerne, men vi vil helst ikke være ved det. Vi kan godt se det, vi ved det inderst inde godt, men alligevel forbliver de for vort indre, som de var engang. Jeg læste forleden, at Elvis ville være blevet 72 år. Men jeg ser ham stadig lave de uterlige bevægelser, der gjorde pigerne kulrede. Eller i hvert fald Elvis i stramt læderdress anno 1968 på tv. The Rolling Stones, Bob Dylan, Sir Paul Mccartney osv. De er alle passeret de 60, og aldrig har de været mere populære. Sådan går det ikke for andre tresårige. På det danske arbejdsmarked falder ens værdi som arbejdskraft markant, når man passerer de 45. Her sættes erfaring og modenhed ikke særligt højt. Og det på trods af, at mange af de arbejdsgivere, der skal ansætte folk, selv er på den anden side af de halvtres. Hvorfor denne forskel? Det hænger nok sammen med den måde, medierne fungerer på. I mediernes blanke hypervirkelighed ældes man ikke. Tiden står i en vis forstand stille. Ser man en julefilm med James Stewart i sort-hvid, så lever han på mærkværdig vis. Vi er vænnet til at føle og tænke sådan fra barnsben, og vi fortsætter med at gøre det. Selv om vi godt inderst inde ved bedre.
Hvis nu Bowie var arbejsløs – så ville ingen synes, at han var specielt dejlig…

Læs også Regitze erindringsindlæg…