Stemmer: Susanne Sundfør

Author:

Susanne Sundfør

Det sker, at selv en garvet musiklytter oplever, at de små hår i nakken og på armene rejser sig og en svag kuldegysning glider ned over nakke, ryg og arme. Det sker ikke hver dag, men heldigvis sker de da med jævne mellemrum. Og i går skete det igen.

Blogbestyreren havde sent i går aftes sat sig i sofaen og åbnet for tossen og zappede lidt rundt (for at finde Sverige 2, hvor Daziel & Pascoe blev genudsendt..) og landede på NKR, hvor de sidste minutter af et kulturprogram løb over skærmen. Med et halvt øje på skærmen og resten i avisen så jeg så en ung dame sætte sig ved et flygel, begynde at spille og – ikke mindst – synge og – blogbetyreren solgt til stanglakrids. Desværre hørte jeg ikke, hvem hun var, og det fremgik heller ikke af rulleteksten bagefter. Derfor brugte jeg lidt tid efter midnat på at finde ud af det. Det endte med, at jeg skrev til redaktionen. Og i morges lå der svar.

Den dejlige sangerinde var/er Susanne Sundfør og nummeret hed Walls. Af mailen fremgik det også, at nummeret endnu ikke er udsendt på cd, men at den spilles på norsk radio. Ja, det tror jeg gerne! Og jeg har fundet ud af, at den kan hentes ned via I-Tunes. Men man kan også gå ind på Susanne Sundførs side på Myspace og høre nummeret. Det har blogbestyreren allerede været mange gange – og de små hår bliver ved med at rejse sig… Prøv selv.
Susanne Sundførs stil kan beskrives som værende i traditionen fra Carole King til Joni Mitchell, men er samtidig stærkt personlig med ingredienser fra klassisk og jazz. Og så har hun en usædvanlig dejlig stemme, hvis jeg ikke fik det sagt… Hold øje med hende!

One thought on “Stemmer: Susanne Sundfør”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *