Da jeg i går var inde på YouTube for at finde en video med Dave Dee og Co. (se foregående indlæg), så faldt jeg tilfældigt over et par videoer med tresserbandet The Seeds. Det fik mig igen til at tænke på den for en samler generende oplevelse, man kunne kalde “den forpassede chance” eller “den forpassede mulighed”. En gang for en hel del år siden – det var omkring 1980 – kunne man rundt omkring i stormagasiner og pladeforretninger finde bunker af LP’er, der var indkøbt fra amerikanske og engelske restlagre. Pladerne havde en større eller mindre hak i coveret, men var ellers splinternye. Det meste af det var mainstream-compilations med en bikini-pige på forsiden (Whisky-a-go-go coll. nr. 47) eller soloplader fra kunstnere, som man aldrig havde hørt om og ikke kom til at høre om igen. Men, der var guldklumper isprængt alle pladeindustriens affaldsprodukter. Fx fandt jeg der Grateful Dead-medlemmet Bob Weir først soloplade “Ace”, der på den tid var lidt svær at opdrive i Danmark.
Og så var det, at jeg en dag stod i Salling i århus med en LP med netop The Seeds, men ikke købte den. For jeg havde i forvejen favnen fuld. Dagen efter skulle jeg lige tjekke om den stadig væk var der, men det var den selvfølgelig ikke. For det er samleriets lov: Du skal slå til første gang, ellers forpasser du chancen og må vente og tro på, at den melder sig igen engang. I dette tilfælde skete det ikke igen….
The Seeds var et spændende tresserband inden for den bredde genre, man kalder garagerock og som i rockleksika og tidsskrifter altid forbindes med gruppen 13th Floor Elevator. Det vil sige upoleret, rå, energisk rockmusik. I dette tilfælde med dybe rødder i den amerikanske blues. Gruppen blev anført af den legendarisk sanger og bassist Sky Saxon, der havde taget ved lære af de flamboyante engelske forsangere som fx Mick Jagger, Eric Burdon m.fl.
The Seeds blev ikke den store succes, hverken i hjemlandet eller internationalt. De havde nogle lokale hits i Los Angeles-området, hvor de kom fra, og et enkelt nationalt top 40 hit med “Pushin’ too hard”. Det var i 1966. Efter fem LP-udgivelser (The Seeds 1966, A Web of Sound 1966, A Full Spoon of Seedy Blues (under navnet: the Sky Saxon Blues Band) 1967, Future 1967, Raw & Alive in Concert at Merlin’s Music Box 1968) opløstes bandet i 1970 for siden at blive gendannet i 1980’erne…

PUshin’ too Hard:

Mr. Farmer:

Og som bonus en “sjælden Super 8 optagelse”: