Gerry Rafferty lever endnu…

Author:


Læste forleden, at sangeren, musikeren og sangskriveren Gerry Rafferty var meldt savnet efter en hospitalsudskrivning. Heldigvis var det et løst rygte. Rafferty, der nok er mest kendt for sin uopslidelige sang “Baker Street”, har været væk fra musikscenen, siden han i 2003 udsendte sit ottende album “Another World”. Efter sigende skyldes fraværet en fremskreden alkoholisme, der sidste år medførte en hospitalsindlæggelse på grund af leverproblemer. Modstridende rygter tyder dog på, at han stadigvæk er i live, men der er tvivl om, hvorvidt han vender tilbage til musikken igen…
Det må vi håbe. For den skotske sangskriver en en fin en af slagsen. Den første gang, jeg fik ørerne op for hans kunnen, var da jeg i 1973 fik fat i et eksemplar af Stealers Wheels’ andet album “Fergusley Park”. Det var til et udsalg i FONA i Esbjerg. Jeg havde hørt flere numre fra pladen i DR og stod så pludselig med skiven mellem mine hænder.
Stealers Wheel var en folkorienteret rockgruppe. Den blev dannet i 1972 af Rafferty og sangskriver- og musikerkollegaen Joe Egan. Deres første eponyme album blev produceret af ingen ringere end det legendariske producerpar Leiber & Stoller og indeholdt hittet “Stuck in The Middle with you”, der siden er blevet brugt i filmen Reservoir Dogs (Tarantino).

Allerede fra begyndelsen af karrieren var der interne uenigheder i bandet, og Rafferty forlod hurtigt gruppen. Egan og Rafferty havde svært ved at enes. Men Rafferty blev dog hevet ind igen, da successen kaldte på ham. I realiteten var Stealers Wheel en duo bestående af Rafferty og Egan, for der blev hele tiden skiftet ud i den øvrige besætning.
Singlehittet blev fulgt op af endnu to pæne successer. I 1973 udkom “Everyone’s agreed that Everything will turn out fine” og året efter kom “Star”.
I 1974 udsendtes så Ferguslie Park, der tog navn efter et område i Egan og Raffertys hjemstavn, Paisley. Selv om pladen fik fine anmeldelser, så blev den ikke nogen kommerciel succes. Og stridighederne mellem de to sangskriver-egoer blev så udtalte, at Stealers Wheel i realiteten gik i opløsning. Der udkom dog endnu et album, “Right or Wrong”, i 1975. Men da var løbet for længst kørt.
Derefter gik Stealers Wheel lidt i glemmebogen. Og først i 2004 og 2005 blev deres plader genudgivet på cd i remasterede udgaver på et lille pladeforlag – og med de originale, fantasifulde covers af John Byrne.
Både Joe Egan og Gerry Rafferty har udsendt
soloplader efter tiden med Stealers.
Gruppen blev gendannet i 2008 for en kort bemærkning.

Stealers Wheel – Star (1974)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *