Som den nostalgiker, jeg jo er, måtte jeg lige se det nye afsnit af den folkelige engelske familieserie Landsbyhospitalet, hvor soundtracket udgøres af den ene engelske tresserpop og -rocksang efter den anden. Derud over spiller de forskellige karakterer med vanlig høj engelsk standard. Let underholdning om livet i den engelske Lidenlund med en understrøm af (engelsk) humor og humanistiske værdier.
Af samme grund nåede jeg ikke væk fra sofaen, da den nye danske kriminalserie Forbrydelsen fik sin debut kl. 20.10. Jeg er ellers ikke meget for danske serier – for nu at generalisere. Selv om jeg – som 2 mill. andre danskere – fik set Krøniken, så var det ikke uden forbehold. Det største forbehold er, at jeg synes, den er for koncentreret som fortælling. Ideen er god, plottet er ok, skuespillerne spiller godt over hele linjen, men det var som at få en Maggi-terning i stedet for en god hjemmelavet suppe. Hvis I forstår, hvad jeg mener… Faktisk synes jeg, at den ikke når nationalklenodiet Matador til sokkeholderne.
Men Forbrydelsen fangede mig fra første færd. Og det var især stemningen, der bar afsnittet. En forbrydelse er begået mod en ung kvindelig gymnasieelev. Og fra de første billeder ved seeren godt – sådan som man ved det, uden rigtig at vide det – hvad de involverede ikke ved, nemlig, at det er sket. Den unge pige er død. Langsomt, men sikkert, præsenteres persongalleriet med den unge kvindelige vice-kriminalkommisær Sarah Lund, spillet fint og afdæmpet af Sofie Gråbøl, i spidsen, og et plot med uigennemskuelige politiske dimensioner skitseres.
Den rolige, uamerikanske krimifortællestil gjorde indtryk. Forbrydelsen er langt fra tidligere seriers – fx nogle af Taxa-afsnittene – afsmag af amerikansk action-film og nærmere den solide svenske tradition for thrillers med interesse for den menneskelige faktors psykologi, miljø- og samfundskildring – og subtil fortælleteknik. Selv om svenskerne da også er faldet for amerikaniseringen nogle gange…
Derfor var det da heller ikke overraskende, at jeg i rulleteksten bagefter kunne se, at Birger Larsen havde stået for instruktionen af Søren Sveistrups historie. Birger Larsen vil film-buffs kunne huske som den kejtede unge navlebeskuende mand i ungdomsfilmen Vil du se min smukke navle?(1978) Siden blev han instruktør og lavede blandt andet den vellykkede filmatisering af Ulf Starks ungdomsbog Lad isbjørnene danse (1990). Og fulgte den op med Karlsvognen (1992), der bekræftede det første indtryk af en mere end habil ny spillefilmsinstruktør, som det nok var værd at holde øje med. Han er da heller ikke ubekendt med krimigenren, idet han dels har lavet tv-stykket “Den femte kvinde” og Henning Mankell-filmatiseringen “Det næste skridt” (2005) med Mats Wallander i den centrale rolle. Begge svenske produktioner.
Det skal blive interessant at se, om de lovende takter bliver holdt i de efterfølgende afsnit (mit gæt er, at det gør de!), og se om den pligtopfyldende kriminalkommisær sætter sig familieliv over styr på grund af arbejdsambitionerne, og om hun sammen med den anderledes pågående nye konkurrent/kollega, spillet af Jan Meyer, formår at få udredet trådene i denne antydningvis komplekse sags forviklinger. Hermed anbefalet.