I koret af borgerlige økonomer er der nogle få, der skiller sig ud. En af dem er professor ved Syddansk Universitet, tidl. overvismand, Christen Sørensen. Jeg har tidligere fremhævet Sørensen, fordi han ikke var bange for at kritisere undervisningsministeriet – og -ministeren for inkompetence. Og i den seneste udgave af Weekendavisen tager han Skattekommissionens udspil ved vingebenet. Som bekendt har især formanden for Skattekommissionen, Carsten Koch, været i medierne for at imødegå kritikken af forslaget om en reduktion af SU’en fra fem til fire år. (Se fx debatten her). I sin gennemgang af Skattekommisionens udspil noterer Sørensen, at Kochs modargumentation ikke holder: “Det er…ikke korrekt, at studerende er den gruppe, der vinder mest af alle på reformen, når man anlægger en dynamisk synsvinkel i et livsperspektiv…Det korrekte er, at SU-stipendier i et livsperspektiv forøger uligheden ganske meget pr. krone i stipendium. Men det betyder ikke, at de studerende er den gruppe, der vinder mest af alle på reformen.Det er let at pege på grupper, der vinder meget mere, for eksempel bankdirektører, der jo får meget stor fordel af, at marginalskatten på de højeste indkomster falder med godt 8 procent“. Det sidste eksempel er – selvfølgelig – ikke tilfældigt valgt. Netop bankdirektørernes lønninger og bonusser har jo været genstand for megen – berettiget – debat og kritik i forlængelse af finanskrisen og den enorme hjælpepakke, som regeringen og et folketingsflertal har foranstaltet. Med eksemplet peger Sørensen også på en andet fundamentalt problem ved den foreslåede reform. Nemlig, at det især er det meget højtlønnede (fx bankdirektører), der har fordel af skattelettelserne. En gruppe, der i forvejen tjener rigtig godt – og som sandsynligvis ikke vil bidrage yderligere til den ekstra arbejdsindsats, som reformen skal bidrage med, da de i forvejen har lange arbejdsdage.
Christen Sørensen peger også på, at reformen – der mest af alt ligner et på forhånd aftalt bestillingsarbejde – brillerer ved ikke at tænke i alternativer. Derved får politikerne ikke nogle valgmuligheder. Fx medtænkes den mulighed, at en ekstra beskatning af lønninger på over en milion kroner, kunne være et væsentligt element i løsningen af et andet fundamentalt problem: At grænsen for topskatten i Danmark er rekordlav og at den kunne hæves ved at beskatte de højestlønnede mere, fx med en ekstra  arbejdsmarkedsafgift.
Christen Sørensen indlæg fortjener at blive læst af alle, der interesserer sig lidt for, hvad politikerne gør med skattepolitiken. For indlægget afslører Skattekommisionens arbejde som et omvendt stykke Robin Hood-arbejde, der igen tager fra dem, der har lidt, og giver til dem, der har rigeligt i forvejen… Læs selv. Der er mere tankestof i den lille artikel. (WA s. 10 “Saglighed eller politiske ønsker?” – findes kun online for abonnenter).