Jeg sad i den bagerste del af den orange bus mod Hjerting (nr. 21 var det vist). Det var først på eftermiddagen, og på skødet havde jeg en af de orange papirsposer fra Jaspers Radio. Det var sommer – juni måned – og The Beatles’ nyeste opus Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band var samme dag kommet i butikkerne i Danmark. Danmarks Radio havde fortalt om det dagen før, hvor hele pladen var blevet præsenteret. Det kunne man gøre dengang. Og det var en begivenhed, at der kom en ny Beatles-plade. Større end Dronningens Nytårstale… Jeg var taget direkte fra skole hjem og hente lommepengene og så af sted mod byen for at få fat i et eksemplar.
Et par drenge i bussen spurgte nysgerrigt til, hvad jeg havde i den solide papirspose, og jeg oplyste dem præcist om indholdet. Længere blev den snak ikke. Jeg skulle hjem og lytte. Og studere pladecoveret.
Pladen var udkommet i England og USA nogen tid før, fjorten dage eller deromkring, og Radio Luxembourg havde slidt en pr-presning op ved at spille den i døgndrift. Selv havde jeg ligget i timevis på min gamle, grimme, grønne briks med hovedet inde i den lille Nordmende-radio og lyttet til skæringerne fra den nye udgivelse. Det var kuldegysningfremkaldende at høre de nye lyde og de nye toner, selv om radioen ikke var den bedste, og selv om signalforholdene heller ikke var det. Sådan havde Beatles ikke lydt før. Sådan havde ingen lydt før.
Når jeg i dag hører nogen blasert og bagklogt affærdige pladen, så tænker jeg: De havde ikke ører dengang. De ved ikke, hvad de taler om. Eller også er de blevet ramt af voksenalderens arrogance og besserwissen. Som Klaus Lynggaard, Informations anmelder, da han for et par år siden nedgjorde Sgt. Pepper…
DJ’en på Luxembourg-radioen havde sit hyr med at komme ind og ud af skæringerne, fordi numre umærkeligt gled over i hinanden. Også uhørt dengang, hvor singlepladedominansen endnu var udbredt. Og så var det mystiske udløbsspor, som blev udsat for alskens fortolkningsforslag (og fortsat gør det…). Efter at have afspillet skiven adskillige gange kom jeg til at lave en lille skramme på pladen, så jeg siden hen har forventet, at der skulle komme en lille knæklyd i et bestemt nummer. Derfor tog det mig lidt tid at vænne mig til cd-versionen, da jeg købte den mange år senere. Lyden var næsten for ren, og jeg savnede den lille mislyd som en gammel ven. Til gengæld fik jeg så “løsningen” på omslagets mange mysterier: Hvem er hvem i galleriet? De fleste af personerne havde jeg gættet mig til eller læst mig frem til, men der var et par stykker, jeg ikke kendte. Bloggens skytsånd, Oscar Wilde, ser man lige over John Lennons højre skulder.
Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band er stadigvæk en af de plader, jeg skal have med på min øde ø. Og når jeg lytter til den, så hører jeg stadigvæk den friskhed, musikalske opfindsom og spilleglæde, der væltede mig omkuld dengang i de sene tressere…
Mit favoritnummer dengang var Getting Better. På grund af teksten, som enhver skoletræt ungersvend og -mø let kunne identificere sig med: “The Teachers that taught me weren’t cool. You’re holding me down, turning me round. Filling me up with your rules”. Men især på grund af den hårde, metalliske rytmeguitar, der bankede sangen og ordene – den utilpassede Lennons ord – ind i ørerne på mig.

Beatles gav jo ikke koncert dengang. Beatlemania havde gjort det for surt at være udøvende og i øvrig ville det – dengang – være nærmest umuligt at reproducere lyden fra Sgt. Pepper. Men musikken indgik bl.a. i den tegnefilm, der blev lavet om gruppen Yellow Submarine. Her er et klip med netop ovenomtalte musik:

“It’s wonderful to be here
It’s certainly a thrill
You’re such a lovely audience
We’d like to take you home with us
We’d love to take you home
I don’t really want to stop the show…”