Jeg har nævnt ham flere gange i bloggen, den amr. sangskriver Mort Shuman. Som kompagnon for Doc Pomus især. Sammen med Pomus og andre skrev han en række hits i tresserne. Samarbejdet med Pomus kunne minde lidt om Lennon og Mccartneys, idet det ofte var Shuman, der skrev melodierne,og Pomus teksterne. Men som tilfældet var med Lennon/Mccartney var der også nu og da tale om tættere sangskrivning, hvor begge havde en finger med i både melodi og tekst. Blandt deres største hits finder man “Viva Las Vegas”, som Elvis indspillede, “Save the Last Dance for Me”, der findes i et hav af versioner, “Turn Me Loose”, som fx Dion indspillede og “Teenager in Love” (Dion and the Belmonts-hit).

Da England begyndte at overtage den musikalske førertrøje i tresserne med The British Invasion flyttede de to herrer til Storbritannien og fortsatte med at skrive sange for engelske kunstnere. Det fortsatte frem til midten af tresserne, hvor Shuman valgte at slå sig ned i Paris. En på flere måder vigtig beslutning. Dels kom han til at skrive sange for Frankrigs svar på Elvis Presley, Johnny Halliday, og dels fik Mort for alvor gang i sin egen sangkarriere.

I artikler om Shuman, der døde alt for tidligt – 54 år gammel – i 1991, ser man ofte hans tressersangskrivning fremhævet som karrierens højdepunkt. Og det er da også rigtigt, at denne periode kastede mange storsælgende hits af sig. Men ikke desto mindre lavede Shuman mange fine ting, medens hans levede og arbejdede i Frankrig. Og mange af dem på fransk. Den sidste kendsgerning forklarer uden tvivl den omtalte vurdering blandt angelsaksiske kommentatorer. Derimod elskede franskmændene – og andre frankofile – Shumans franske sange, der ofte blev hits dernede. Ud over at udgive en række fine, anbefalesesværdige albums i det franske, så skabte han også en succesfuld musical om den belgiske sanger og sangskriver Jacques Brel – Jacques Brel is Alive and Well and Living in Paris.