For halvandet år siden – den 15. juni 2007 helt præcist – skrev jeg et lille indlæg, der var en enkel semiotisk analyse af den danske politiske virkelighed, inspireret af semiologien Roland Barthes (og sociologen og semiotikeren Jean Baudrillard). Tillad mig at citere mig selv. Jeg skrev følgende under overskriften Venstre Højre Midten:

“En tanke i anledning af Margrethe Vestagers formandsovertagelse i det Radikale Venstre. SFs Villy Søvndahl advarer Margrethe, der vil placerer de Radikale i “midten” af dansk politik, om, at hun risikerer at ende i “intetheden”. Jeg tænker, at “midten” er denne “intethed”. Et parti kan ikke placerer sig i midten, fordi den ikke eksisterer og derfor er betydningsløs. Midten er som krigens ingenmandsland, der kun kan tænkes i kraft af de hære, der bekriger hinanden. Altså af forskellen, modsætningen, konflikten, tvisten osv. Når “nedsmeltningen af blokpolitikken” (med Vestagers ordvalg) sker, når partierne søger midten, så taber det politiske betydning. Måske imploderer politikken…

Nu halvandet år senere dukker tanken tilfældigvis op igen i en leder i Politiken – i gårsdagens udgave – , hvor signaturen ltm under overskriften “Midten går i sort” kommenterer Christoffer Guldbrandsens meget omtalte dokumentar om Ny Alliance “Dagbog fra midten”. Politikens leder karakteriserer dokumentaren som en film om en politisk implosion. Men analysen er svag. Den finder forklaringen på Ny Alliances sammenbrud i hovedfiguren, Naser Khaders, manglende lederevner og fastholder den umulige drøm om, begæret efter, et rigtigt midterparti. Lederskribenten skriver nemlig: “Filmen mindede …om, at Ny Alliance havde grundbestanddelene til et politisk projekt fra starten…afsættet var rigtigt”. Og til slut kan man læse: “Nedsmeltningen af Ny Alliance har efterladt et sort hul på midten som ingen endnu har være i stand til at oplyse med ny  mening“. Jeg fremhæver.  Underforstået: Hvis blot politikerne havde evnerne, kunne det lade sig gøre.
Set fra min lille analyses synspunkt, så er Ny Alliances korte historie blot en tragi-komisk illustration af selve umuligheden af det projekt, der efterlyses i lederen. Midten eksisterer så at sige kun som et fatamorgana. Som en luftspejling af alle de politiske kompromisser, der er gennemført hen over årene. Midten kan ikke oplyses af mening, som lederskribenten længselsfuldt skriver, for midten er menings-løs, betydnings-løs… Og det er det moderne, danske demokratis kroniske sygdom, at så mange politikere – senest SF med deres udskiftning af holdningspolitik med værdipolitik – begærer dette tomme felt, denne intethed, hvorfra  løftet om mange vælgerstemmer, tværpolitisk omfang, flutuerende værdipolitik osv. lokker de politiske (magt)begær ud i afgrunden.