Clint Eastwood er en interessant skikkelse i amerikansk filmkunst. Hvor andre begynder som interessante, eksperimenterende, fantasifulde kunstnere og ender i kedelig mainstream, har Eastwoods udvikling – som skuespiller og instruktør – gået den modsatte vej. Især som filminstruktør er han vokset. Så det var med visse forventninger, jeg omsider fik taget mig samme til at se hans berømmede boksefilm Million Dollar Baby. Og jeg blev en lille smule skuffet, må jeg sige.
Filmen er uden tvivl veldrejet. Clint kan sit kram. Og valget af Hilary Swank til rollen som den lille dame, der vil være bokser og vil fighte sig bort fra sit elendige liv og sin deprimerende baggrund (mage til egoistisk og kuldslået familie skal man lede længe efter…), er godt tænkt. Lige som det er et fint fortælletrick at lade altmuligmanden i boksestudiet, spillet af Morgan Freeman, være fortælleren. Den mand og ikke mindst den stemme forlener filmens fortæller (hvilken som helst film…) med et naturlig autoritet. Man tror på den mand.
Og der skal heller ikke herske tvivl om, at filmen virker. Man bliver rørt over den varme, der langsomt bliver skabt mellem de to i bund og grund ensomme mennesker, boksetræneren, der savner sin datter og skriver breve til hende hver uge, blot for at få dem i nakken igen, og den kvindelige bokser, der ikke har andet at gå op i end boksningen og den frigørelse, der ligger i dens succes. Og samspillet mellem Freeman, Eastwood og Swank er lydefrit. Ren fornøjelse.
Men, jeg bryder mig ikke meget om filmens slutning (af hensyn til bloglæsere, der har den til gode, vil jeg ikke afsløre noget…). Jeg synes, at Eastwoods svaghed som filminstruktør er hans fornemmelse for det sentimentale. Han kan ikke ( i denne film i det mindste ) lade være med at kalde på publikums tårer. Dertil kommer, at slutningen indeholder en regulær urimelighed. I virkeligheden ville Eastwoods træner ikke slippe af med sine sidste handlinger. Det interessant ved denne film er ikke boksetemaet, men skildringen af forholdet mellem de tre hovedpersoner. Og denne kvalitet har filmen – også uden det indbyggede tåreperseri. Hermed anbefalet – med det lille forbehold…