Menneskets bedste ven

Author:

Som bekendt følges blogejeren af Gravhunden, stort set, hvor han går. Hunden er, som bekendt “menneskets bedste ven”.

Men ikke alle behandler hundene som venner. Således har man kunnet læse i de skrevne medier, at mange – rigtig mange – ikke har kunnet overskue at have den anskaffede hund derhjemme julen og nytåret over, så derfor er den afhændet på dyreinternatet eller tilsvarende steder til en uvis skæbne.

For folk anskaffer sig hunde som statussymboler uden at ane, hvordan de skal håndtere dem. Det dokumenteres uge for uge i TV2s hundeprogrammer, der er ment som underholdning, men faktisk burde bruges til skræk og advarsel over for alle dem, der blot vil have hund, fordi naboen eller vennen har en. Eller, fordi børnene plager dem i tide og utide.
Men heldigvis er der da også gode historier om menneskers forhold til dyr. Hvis man kan glemme de tilbagevendende, hårrejsende historier om dyremishandling i landbruget, om de åbenbart ustoppelige perverse svinetransporter osv., så kan man glæde sig lidt over at læse, at de hjemløse hunde tilsyneladende har det godt.

I Politiken kan man således læse om “Projekt Udenfor”, hvor en dyrlæge tilser de hunde, der lever sammen med de hjemløse på gaden. I modsætning til mange hundeejere med job, penge, familie, villa og Volvo, så behandler de hjemløse generelt deres dyr godt. Som dyrlægen udtrykker det: »Jeg kender adskillige, der er mere interesserede i, at deres hund får mad, end at de selv får noget«. Ja, hundene får sågar plads i soveposen, når der skal soves.
Jeg har ofte talt med vagabonder og hjemløse, og det er også mit indtryk, at deres hunde har en helt særlig plads i deres hjerte og liv. Selvfølgelig er der nok undtagelser, men jeg har bare ikke mødt dem….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *