Sneflokke kommer vrimlende,
henover diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård,
det ryger ind ad sprækkerne
til pølserne på rækkerne,
og fårene ved hækkerne
får blink i pelsens hår.

Og poplerne bag mønningen
de duver dybt i dønningen,
og over stakke-grønningen
omtrimler kærv og neg,
det klaprer en om ørene
fra portene og dørene,
bag hvilke de små Sørene’
har rustet sig til leg.

Og gammelmor i klokkerne
med huen og grålokkerne,
hun haler op i sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes-knud!

Ja, morgenturen med hunden hensatte capac til skolebænken og de obligatoriske sange. I dette tilfælde Jeppe Aakjær “Sneflokke kommer vrimlende”, der slutter med ordene “nu kom Kjørmes-knud”. Det vil sige: Kyndelmisse, den helligdag (den 2. februar helt præcist), hvor man tidligere fejrede, at den halve vinter var gået. I den katolske kirke en lysfest. For mig var det bare en sang, jeg godt kunne lide og som satte sig fast i mine hjerneceller, hvorfra den lyder, så snart sneflokkene kommer vrimlende ned fra himlene….