For nogle dage siden bestilte jeg Grace Slicks selvbiografi  – Somebody to Love? A Rock and Roll Biography – på nettet. Jeg er fascineret af Grace Slick og har været det lige siden, jeg første gang hørte Jefferson Airplane og så bandets kønne frontfigur.
Bestillingen fik mig til at tænke på Grace Slicks og kæresten Paul Kantners duoprojekt fra 1971, “Sunfighter”. Det burde have været i min musiksamling, for jeg bestilte det hos Dr. Jazz i København engang i starten af halvfjerdserne. Men butikken lukkede vist midt i processen, og det blev ikke til noget med den handel. Siden lånte jeg albummet og lyttede en del til det.
På albumcoveret, der kan minde lidt om Nirvanas Nevermind (inspiration?), ser man Slicks og Kantners lille datter China løftet op foran den stigende sol – i moders hænder. Symbolik så det basker.
På den eksperiementerende plade får duoen hjælp af en række venner fra San Francisco Bay Area: Graham Nash, David Crosby, Jorma Kaukonen (Hot Tuna), Jerry Garcia, Papa John Creach, Craig Chaquiro (Jefferson Starship), Edwin Hawkins Singers m.fl.
Albummets titelsang er en hyldest til Jefferson Airplane-kollegaen og -stifteren Marty Balin og markerer på sæt og vis Jefferson Airplanes begyndende opløsning. Samme år som pladen udkom forlod Balin bandet, og Slicks parforhold til Kantner var med til at skabe polarisering i gruppen  i forhold til Jorma Kaukonen og Jack Casady. Slick var også ude for en alvorlig bilulykke, der gjorde hende uarbejdsdygtig i lang tid.
Det blev dog til endnu to albums fra Jefferson Airplane: Bark (1971) og Long John Silver fra 1972. Begge plader bærer opløsningstendenserne i sig.

Sunfighter er en fin dokumentation af Grace Slicks og Paul Kantners musikalske betydning for Jefferson Airplane. Gode insisterende sange med markante tekster, som man har været vant til fra Jefferson Airplane-kataloget. Og så er der Slicks uforlignelige stemme, der stråler over det hele…