Som bekendt er capac en stor ynder af den syrede, psychedeliske musik fra tresserne og halvfjerdserne. Og til en af de store oplevelser, jeg fik dengang, de hele begyndte, hører det sære band Gong.
Gong blev dannet i det herrens år 1967 af Soft Machine-medlemmet Daevid Allen og Gilli Smyth, en engelsk-født musiker og Sorbonne-professor (!). Ret hurtigt fik Gong en pladekontrakt i Frankrig med det uafhængige mærke BYG Actuel, der ellers satsede på free jazz. Kontrakten omfattede tidligste Gong-plader, “Magick Brother”, “Mystic Sister” og “Camenbert Electronique”. Kort tid efter gik de over til Virgin Records, hvor camemberten blev genudsendt.
Gong har huset en lang række fremtrædende musikere, blandt andet Steve Hillage, Mike Howliett, Bill Bruford, Chris Cutler og Pierre Moerlen.
I 1971 lykkedes det mig at få optaget et bånd med “Camembert Electronique”, som jeg fik et nært forhold til. Det kan være svært at beskrive Gongs musik. Men det er musik, der lægger vægt på det eksperimenterende og improvisatoriske. Det er rock, men der er også elementer af jazz og alle mulige andre stilarter og genrer. Gongs plader er komplekse, og man bliver ikke rigtig færdig med at lytte til dem. Hvis man ellers er til den slags syrede sager…
Gong eksisterer vist stadigvæk i en nyere konstellation. I hvert fald udsendte de så sent som i 2007 pladen “Mothergong o Amsterdam”. En god indgang til Gongs syrede space-rock-univers og det lige så mærkelige tekstunivers er de tre Radio Gnome Trilogier, der udkom i 1973-74, og bokssættet The World of David Allen and Gong fra 2003.

Gong Paris ’71 Part 1 of 2