Som vi har været inde på i denne blog, så havde den psykedeliske strømning i musikken omkring 1968 stor indflydelse på tidens kunstnere. Snart sagt ingen med respekt for tidsånden undlod at lade det psykedeliske lydbillede smitte af på deres musik. Og det resulterede i mange spændende og overraskende udspil. For nylig omtalte jeg Chubby Checkers Chequered!, som kunstneren selv lagde afstand til. Noget lignende skete for den garvede bluesmusiker Muddy Waters, der blev overtalt af produceren Marshall Chess til at tage tidens lyd til  sig – og derved komme tættere på det købedygtige, hvide publikum. Resultatet blev en række psykedelisk inspirerede arrangementer af Waters egne sange (fx Hoochie Coochie Man og Mannish Boy) og et enkelt Stones-nummer (Let’s spend the night together). Et hold jazz-musikere var engageret til at levere backing for Muddy. Pladen fik en blandet modtagelse. Kritikken vendte i de fleste tilfælde tommelfingeren ned, blues-puristerne mente, at Waters solgte ud, de psykedelisk interesserede ignorerede stort set pladen – og Muddy selv lagde afstand til den ved at sige, at der ikke var tale om rigtig blues, og at han stort set ikke selv spillede på pladen. Ikke desto mindre solgte den mere end pænt. Publikum tog med andre ord pladen til sig. Jeg har ikke kunnet finde video-eksempler fra pladen, men her er en optagelse med Muddy fra samme periode (1971), hvor han giver Hoochie Coochie Man:

Pladen blev (først) udsendt på cd i 1999, hvor den kom i en special-udgave. Og selv om Muddy Waters lagde afstand til pladen, så betyder det ikke, at den er mislykket. Muddy synger og spiller – og den tidligere Miles Davis-guitarist Pete Cosey supplere med en Waters-inspireret, psykelisk guitar, der rykker. Jimi Hendrix har ikke levet forgæves.
I denne video kan man høre Morris Jennings – trommeslager på pladen – fortælle, hvordan indspilningen foregik. Inden Muddy dukkede op, var alt arrangeret, og han fik at vide, hvor han skulle sætte ind med sin guitar (spille gjorde han altså…).