Da den svenske filminstruktør Vilgot Sjöman i 1967 udsendte sin film Jag är nyfiken – gul vakte den opsigt på grund af sin relativt ublufærdige fremstilling af kønslivet. I Danmarks Radios filmprogram viste de et klip fra filmen, som brændte sig ind i min erindring. Den kvindelige hovedperson, Lena, og hendes unge ven, Börge, gennemfører et siddende samleje på et stockholmsk rækværk vis-a-vis en soldat, der står og holder vakt og har svært ved at koncentrere sig om den opgave… Et billede på det seksuelle og politiske oprør.
Men Sjömans film – og den opfølgende Jag är nyfigan – blå – var også grænsesøgende på anden end seksuel vis. Filmene var også – ud fra et venstreorienteret synspunkt – et kritisk opgør med det svenske velfærdssamfund i tresserne. I en af de politiske scener går Lena rundt i Stockholm med en mikrofon og spørger folk, om de synes, Sverige er et klassesamfund. Filmene er også formeksperimenter i den forstand de – i tråd med tressernes filmeksperimenter – blandede fiktion, rapportage og dokumentarisme til et særegent filmsprog.
Siden er filmene blevet symboler på tressernes sexualliberale nybrud og på den gryende venstreorientering, der for alvor slog igennem i årene derefter. Filmene er nu indlemmet i min dvd-samling. Ren nostalgi.