En lille pause i en en ellers julerihektisk dag. Med ét har roen og freden fået overtaget. Fruen og Gravhunden tager et lille hvil, Frøknen spiller sprøde toner på sit keyboard. I det fjerne gør en lille hund fornøjet. En enkelt dør går; måske er nogen på vej mod julebordet et sted. Ellers ånder det århusianske Lidenlund lutter ro og fred. Fred og ro.
Sgt. Lewis med norske undertekster. Det kunne være værre, fx tyske synkroniseringer. Men ellers var Lewis med til skabe en god lillejuleaften. Jeg synes, at afsnittet holder niveauet fra den gamle Morse-afsnit. Ud over Lewis selv, som jeg altid har holdt af på grund af hans underfundige, lune indspark over for gravpotten Morse, så var hans unge lærling, den fallerede teologi-student med indlysende kriminalistiske evner et scoop. Lewis’ overordnede plageånd, den kvindelige chef med det sigende efternavn Innocence, derimod trådte ikke helt i karakter, men det kommer måske i følgende afsnit. Ellers var det en snild historie om familiær råddenskab, akademiske ambitioner, lidenskaber osv. i den velkendte Oxfordianske entourage. Der var også tilløb til amourøse oplevelser for enkemand Lewis, og Morse slog en lang skygge ind i fortællingen via en kryptisk meddelelse på en avis’ krydsordsside og via engagement i en forudgående sag om mordforsøg i den involverede familie. Båndoptageren gjorde, hvad den skulle, så blogbestyreren kan gense den ved lejlighed og få alle de tricky detaljer med. Welcome back, Lewis.