I et anfald af nostalgi har jeg indkøbt Jens Jørgen Thorsens Stille Dage i Clichy på dvd.  Jens Jørgen Thorsen havde jeg fornøjelsen af at møde in persona engang og snakke med; og jeg har altid godt kunnet lide denne provokatør og vildbasse i dansk kulturliv. Som kunstner  – maler og filmmager – var han, efter mine begreber, en lille kunstner. Ofte spændte provokationen ben for det kunstneriske. Helt galt gik det, da balladen om Thorsens Jesus-film gav os en forsmag på, hvad der var i vente med Muhammed-tegningerne, samtidig med, at Thorsen demonstrerede sin egen ufølsomhed over for den religiøse tekst. En middelmådig film blev det til, da den omsider blev realiseret i starten af 1990’erne. 
Alligevel lykkedes det ham at lave noget seværdigt. Fx filmatiseringen af Henry Millers opus Quiet Days in Clichy. Da den kom frem, fik den på puklen i dagbladene, og nogle følte sig anstødt af nøgenheden i filmen. Men det, jeg bemærkede, da jeg så filmen første gang, var, at den indfangede en tid(sånd) og en stemning. Filmen er fra 1970, og selv om den foregår i 1930’erne, og handler om forfatterspiren Henry og vennen Carl og boheme-liv med mange damer, så var det også tresserfrigørelsens vinde, der blæste gennem filmen. Netop i disse år, hvor alt lukker til i småborgerlig, småskåret selvtilstrækkelighed og bornerthed, kan det være en lise at gense en film som Stille Dage i Clichy…