Det gode ved at have en filminteresseret teenager i huset er, at man bliver nødt til at se nogle film, som man måske ellers ikke ville have fået set, fordi ens smagsfordomme ville stå i vejen… Således fik min datter mig til at optage Miguel Artetas The Good Girl (2002), der blev sendt sent forleden nat.

Lad mig sige det, som det er: Jeg har ikke været vildt begejstret for Freinds-stjernen Jennifer Anistons skuespilpræstationer på film. Indrømmet: Hun er da en køn lille sag, og i Freinds’ letbenede ungdomsunivers udfylder hun sin rolle mindst lige så godt som de andre deltagere. Derimod synes jeg, at hendes skuespil i filmroller har vist sin begrænsninger alt for tydeligt. I en hvis forstand spiller hun ofte den samme rolle: Jennifer Aniston i Freinds.

Den seneste film, jeg har set med hende, var Rumor has it…, hvor hun bl.a. spiller sammen med Kevin Costner, Shirley Maclain m.fl. En i og for sig underholdende film med en sjov idé, der dog ikke helt kommer til sin ret.
Derfor var jeg lidt forbeholden over for The Good Girl, som datteren gerne ville se – ikke mindst på grund af Jake Gyldenhaal.

Og så viser det sig, at Aniston faktisk får vredet noget godt ud af sin rolle som ekspeditricen i Rodeo Retail, der rammes af 30-års-krisen, hvor livets eksistentielle tomhed larmer lige så højt som det biologisk klokkeværk, hvorfor hun kaster sig ud i en udsigtsløs amourøs affære med en ung hjemmeboende mand med helt urealistiske forfatterdrømme.

Historien, der foregår i et umanerligt kedeligt amerikansk provinshul, fortælles lige ud af landevejen i et udramatisk tempo, men med en underfundig, skæv humoristisk tone. Aniston er godt typecastet til rollen som den af desperation ramte ægteviv, der er ved at kvæles i et dødsygt arbejdsliv og med et pothead af en mand, der ikke kan levere de nødvendige antal sædceller til at etablere den familiære treenighed. I denne rolle får hun hevet det optimale ud af sit begrænsede skuespillertalent. Og sådan skal det være. Filmen er hermed anbefalet.