Store saxofonister er som oftest noget, man forbinder med jazzen. Charlie Parker, John Coltrane, Lester Young, Sonny Rollins, Wayne Shorter, Ben Webster osv. Men rocken, soulen, R&B’en har også sine.
Da jeg fik ørerne op for alt- og sopransaxofonisten King Curtis var han allerede død. Han døde i august 1971, kun 37 år gammel. Stukket ned af en narkohandler.
Jeg kan endnu tydeligt huske, at jeg en aften i starten af halvfjerdserne, muligvis i 1971, sad og lyttede til P3, sådan som jeg havde for vane. Og så begyndte disc jockeyen at spille King Curtis. Hvilke numre husker jeg ikke, men de gik lige ind i hjernen på mig. Sandsynligvis har der været tale om stykker fra hans hovedværk Live At Fillmore West, der netop udkom i året for hans død.
Curtis gjorde sig i første omgang især bemærket som sideman. Fx spillede han med Buddy Holly og lagde det saftige riff på The Coasters klassiker “Yakety Yak“. Og han var bandleder for Aretha Franklins backinggruppe The Kingpins.
Ved siden af sit job som sideman og pladeproducer, indspillede han så sin egen musik. Der kom flere singler, hvorad “Memphis Soul Stew” og “Ode to Billie Joe” blev de største successer – over there.
Et kuriosum er, at King Curtis fik lov til at være på programmet, da The Beatles gav koncert i The Shea Stadium i 1965.