Selvransagelse, -kritik og erkendelse af egne fejltagelser er ikke noget, man er forvænt med i dansk politik. Snarere tværtom. Men i dagens udgave af Politiken kan man læse den tidligere radikale leder Marianne Jelveds selverkendelser vedrørende de fejl som Det Radikale Venstre og den øvrige opposition har begået under Fogh-regeringen. Det er selvfølgelig rosværdigt, at en politiker erkender egne fejl. Men man må også spørge sig selv om baggrunden. Jelved blev vraget som partileder og må derfor betragtes som forhenværende i ledelsessammenhæng. Hun har altså meget lidt at tabe ved at svinge krabasken over Det Radikale Venstre. Til gengæld vil krabasken ramme hårdt på leder Vestager, der i forvejen ligger ned i meningsmålingerne… Det er nærliggende at se et revanchistisk motiv i Jelveds ærlighed lige nu.
Bortset fra det, så er kritikken berettiget. Jelved har ret i, at oppositionen alt for længe har usynliggjort sig selv ved at samarbejde med regeringen. Og Jelveds kritik af terrorlovgivningen er bemærkelsesværdig: “Jeg fatter ikke, hvad der foregik i hovedet på os, da vi for eksempel stemte
for de dele af terrorlovgivningen, der giver PET ret til uden kontrol at
overvåge og aflytte folk. Det samme med loven om administrative udvisninger.
Det er ikke en retsstat værdigt, og jeg fortryder, at vi stemte, som vi
gjorde“. Det er faktisk lidt rystende læsning. For det efterlader billedet af nogle politikere, der helt har glemt deres egen overbevisninger og har ladet sig føre bag lyset af regeringens selvretfærdige retorik og en oppisket stemning efter 9-11.
Forudsigeligt nok har Venstres støjsender, Inger Støjberg, straks måttet gå til angreb på Jelved, der sammen med De Radikale kaldes utilregnelige og uansvarlige (“De stikker halen mellem benene lige så snart, det koster noget”). Støjbjergs skuffelse og vrede er forståelig, for så vidt regeringen og DF har al mulig grund til at ønske en bred tilslutning til den på flere måder dybt problematiske politik på flygtninge- og indvandrerområdet (herunder terror-politiken). Hvis Venstre og Konservative kommer til at stå alene med DF om politiken, så udsætter de sig lettere for kritik og folkelig modstand.
Både Vllly Søvndal og socialdemokraten Henrik Sass Larsen afviser, at oppositionen har være utydelig i forhold til regeringen. Og det er lidt ynkeligt. Det kan godt være, at SF har været det tydeligste oppositionsparti, men den øvrige opposition har virkelig haft svært ved at markere en  troværdig og klar opposition til regeringen, fordi de har været så forhippede på at “få indflydelse”, som det hedder på Christiansborgsk. Magtliderligheden har i lange perioder gjort oppositionspartierne politisk impotente.