I den lokale brugs er der for tiden masser af billige dvd-tilbud til en tier. Langt fra alle er lige interessante – masser af obskure splatterfilm og deslige – men ind imellem kan der gemme sig små perler. En af dem er den relativt ukendte Oren Rudavskys “The Treatment”, der har fået den lidt nemme danske titel “Under kærlig behandling”.
Filmen er fra 2006, og jeg mindes ikke at have læst om den eller set den på biografprogrammet. Men min interesse blev vakt, da jeg kunne se, at selveste Ian Holm havde en central rolle som den argentiske (!), fredianske psykoanalytiker Ernesto Morales. Mere appetit på filmen fik jeg så, da jeg også kunne læse at den dejlige Famke Janssen havde den ene af hovedrollerne i filmens kærlighedshistorie.
Filmens plot er ikke nogen overraskelse. Litteratur-lektoren Jake Singer er blevet forladt af sit livs kærlighed, den blonde smukke Julia, og man forstår, at årsagen ikke var kærlighedens opløsning, men Jakes personlige problemer. Han har da også sit at slås med. Jævnligt går han til sin argentiske psykoanalytiker, hvor han får kærligheden at føle (“Min kærlighed er ikke et skjold, det er et sværd!”, som Ian Holm siger et sted…).
Jake har mistet sin mor som fire-årig og lider endnu under savnet af hende. Og forholdet til faderen er også lige efter den freudianske bog: Sønnen har ikke levet op til faderens forventninger om at blive læge, og følelsesmæssigt har de lidt svært ved at nå ind til hinanden.
Den i og for sig ganske banale kærlighedshistorie sættes for alvor igang, da Allegra (Famke Janssen) dukker op i Jakes liv. Hun er for nylig blevet enke og – viser det sig – har to adoptivbørn, hvoraf det mindste endnu ikke er blevet accepteret af adoptionsmyndighederne, hvilket kommer til at få betydning for filmens forløb. Allegra forelsker sig i Jake og vader bogstaveligt talt ind i hans liv og vælter ham omkuld. Hvilket man godt kan forstå, når man ser hende føre sig frem på lærredet…
Jeg skal ikke afsløre, hvordan filmen ender. Men de to kærester skal selvfølgelig gennem en række problemer, sådan som forskriften kræver, før filmen kan finde sin slutning. Men der spilles godt på alle rækker. Chris Eigemann, der spiller Jake, er rigtig god som litteraturlæreren, der har brændt fingrene på kærligheden og må se den pokkers kærlighed lue igen. Birollerne er fint besat. Og så er der Ian Holm, der med sin aparte argentinske psykoanalytiker (den sidste store freudianer i Amerika!), der leverer nogle uforglemmelige analytiske scener, hvis han da ikke ligefrem forfølger Jake (i det ubevidste) og forsøger at gribe ind i hans liv…
Find den i rodekasserne. Den er mere end alle pengene værd. Mindst…