På vej gennem det århusianske indkøbsmekka, Bruuns Galleri, slog jeg et smut forbi DSBs billetsalg for at tage et eksemplar af Ud & Se, DSBs månedsmagasin. Jeg har vist nævnt det før, for det er et udmærket magasin med seriøst læsestof. Denne gang var det især portrættet af den gamle entertainer Peter Belli.

Peter Belli er cool. Man kan godt mærke, at han har været undervejs i musikbranchen i henved 50 år. En mand, der drikker Four Roses med cola, skal man ikke kimse ad. Og da han undervejs i interviewet klandrer den unge journalist for dårlig research (næsten det værste, man kan beskylde en seriøs journalist for), så mærker man, at han ikke tager let på tingene. Han er på arbejde og forventer, at jounalistspiren er lige så velforberedt, som han selv er. Kritikken gjaldt Peter Bellis famøse “Teddybjørn”, en sang, der kræver mere end almindelig sans for sentimentalitet at sluge. Men Belli står ved den. Lige som han står ved alt andet, han har lavet. TV-bingo, dansktop, hashrygning osv. Han fortryder ingenting. En mand af en vis integritet.

Selv foretrækker jeg bestemt pigtråds-Belli. Dengang han i tresserne – sammen med Les Rivals – trykkede den af på Hit-House, Le Carouselle og andre spillesteder. Uslebet, på dårligt engelsk, men med en kant i musikken, som man skal lede længe efter i dagens rock.

Belli minder mig lidt om en anden dansk kunstner, nemlig Gustav Winckler. Som barn af Giro-413-generationen havde jeg længe en anstrengt forhold til den trinde sanger. Den gamle Gartner, Hvide måge og et par stykker gjorde min barndoms søndag eftermiddage ekstra lange at komme igennem. Men med alderen gik det op for mig, at der her også var tale om et sangtalent, der blev (mis)brugt til dansktopmusik og “folkelig underholdning”. En crooner, der sagtens kunne måle sig med de amerikanske pendanter som Bing Crosby, Dean Martin, Perry Como m.fl. Måske med undtagelse af Frank Signalhorn…

En dag for snart længe siden faldt jeg i den lokale OBS! over en dobbeltcd med titlen Hans største hits til et så latterligt lille beløb, at jeg ikke kunne lade være med at smide den op i indkøbskurven. På forsiden ser man Gustav med jakkesæt og charmepropel, venligt smilende. Billedet er signeret. Det ligner – nej, det er – et familiefoto. Det kunne lige så vel stå på dækketøjsskabet.

Lægger man øre til musikken, der er et gennemsnit af mandens produktion, vil man opleve, at han er en rigtig god sanger. Især i de oplagte crooner-hits som fx Gem Et Lille Smil (Everybody Loves Somebody), Blå Roser til en Blond Pige (Red Roses for a blue Lady) m.fl. Når man nhører de sange, glemmer man alt om “Salami”, Bent Werther-duetter osv.