Pladen hang i Dandelions vindue og tiltrak sig min opmærksomhed. Ikke på grund af coveret, der er et no-bullshit-, low-budget-cover. Men på grund af den mutte herre i forgrunden med kasserollefrisuren. Wilko Johnson er navnet. Engelsk guitarist og sangskriver, der især er kendt for sit virke i pub-rockerne Dr. Feelgood. Johnson er også kendt for sin særegne måde at spille guitar på. En rytmisk, perkussiv spillestil, der blev et varemærke for Feelgood. Wilko forklarer sin stil her.
Wilko forlod Dr. Feelgood i 1977 på grund af “musikalske uoverensstemmelser”, som det hedder, når musikerne ryger i totterne på hinanden. Og samme år dannede han sammen med tangentspilleren John Potter, basisten Steve Lewins og trommeslageren Alan Platt The Solid Senders, der straks skrev kontrakt med Virgin Records og udsendte debutalbummet året efter. Bortset fra et par live-numre på Hope & Anchor Front Row Festival-compilationalbummet (hvor også Stranglers, XTC, X-Ray Spex m.fl. af tidens navne optræder), så blev det ikke til mere for dette fine pub-rock-band. Wilko skulle videre til Ian Durys band og lidt senere sit eget Wilko Johnson Band.
Solid Sender-albummet er en lille perle fra pub-rock-bevægelsen i de sene halvfjerdsere, hvor en række musikere i London-området (især) havde fået nok af “progressiv rock” som Yes, Genesis m. fl. Man søgte tilbage til de musikalske rødder med enkel R&B-inspireret rock, som kunne spilles på den lokale pub og lokke hanner og hunner ud på dansegulvet til en lille svingom. Det var også pub-rocken, der leverede energi til den punk-musik, der kort tid efter brød ud på musikscenen, idet flere garvede pub-rockere indgik i de førende punkband.