Til sommer er det fyrre år siden The Maxwells udgav deres første og eneste album “Maxwell Street”. Som jeg husker det vakte pladen stor opmærksomhed blandt dem, der lyttede til progressiv beatmusik. Og i Danmarks Radio blev den ofte spillet i den programmer, der beskæftigede sig med den slags. Der var ingen tvivl om, at bandet var et af de fremmeste blandt danske progressive grupper.

Dette indtryk bekræfte, når man læser vore blog-kommentator Bent Hesselmanns udførlige noter til den genudgivelse, som pladeselskabet Longhair står for. Her får vi et billede af et lovende band med stort potentiale, som desværre ikke helt blev indfriet. Men et flot album plus det løse blev det dog til.

Hesselmann fortæller historien om en flok kammerater – Lasse Lunderskov (g.), Jørgen Werner (el-bas), Børge Mortensen (trommer), Even Mørk Pedersen (rytmeg.) og Lars Bisgaard (sang) – der danner gruppen The Dragons i 1963. Fælles for medlemmerne er, at de alle (bortset fra Even) har dyrket korsang i forskellige kirkelig sammenhænge. En fælles erfaring, der skulle blive gavnlig for The Maxwells…

The Dragons spillede cover-numre, sådan som det var helt almindeligt dengang. Men i 1965 sker der noget. Samtidig med at bandet udvides med en blæsergruppe bestående af Torben Enghoff (tenorsax og fløjte), Kjeld Ipsen (trombone) og Bent Hesselmann (på altsax og fløjte) bevæger musikken sig i retning af amerikansk soul à a la Motown – og medlemmerne begynder så småt selv at skrive musik.

Bent Hesselmann fortæller en række bemærkelsesværdige anekdoter om bandet. Anekdoter, der siger noget om gruppens kreativitet og gennemslagskraft.

Det er således The Maxwells, der laver det første psykedeliske show på dansk jord. Titlen er “WE” og showet består af en slags teaterkoncert med hjemmelavet, psykedelisk lysshow. Nogenlunde samtidig får komponisten Per Nørgaard ørerne op for Maxwells og inviteerer dem med i sin opera “Labyrinten”. Han skriver også en sang til dem: “ABCDarian”.

Opmærksomheden omkring bandet får en ekstra saltvandsindsprøjtning, da de medvirker på tv i et program om moderne kunst på Louisiana. Og i 1967 får de mulighed for at lave deres første pladeindspilning, singlen “Flower Powder”/”What did she do?”. Senere samme år optræder de som support for selveste Frank Zappa og Mothers of Invention, da de besøger København. Og Maxwells stjæler nærmest billedet fra amerikanerne, da de leverer en fyrre minutter lang musikalsk collage med indslag af dadaistisk lyrik, a capella-sang, psykedelisk musik og lys. Zappa og mødrene må oven i købet låne grej af Maxwells, fordi deres eget var endt i Lapland…

Man kan læse flere spændende detaljer i Hesselsmanns noter. Men lad os springe frem til 1969, hvor Maxwells får mulighed for at indspille deres album. Det skyldes en tysk musikkritiker, Joachim Behrendt, der har oplevet dem og er blevet så begejstret, at han får dem til Tyskland for at indspille musik. Det sker fire dage i juni 1969.

Når jeg i dag lytter til pladen, så har jeg svært ved at forestille mig, at den slags musik kunne blive indspillet i dagens Danmark. Og det er positivt ment. Pladen lyser af frodig musikalsk eksperimenteren og (som jeg hører det) improvisation. Resultatet er blevet en meget afvekslende plade, der på eklektisk vis citerer fra mange genrer, rock, jazz, indisk musik, moderne klassisk musik osv. Musikken får lov til at udvikle sig, og der er god tid. Et par af numrene er over ti minutter lange. Ud over den oprindelige plades numre har genudgivelse medtaget bandets single og et par numre, som den danske komponist Niels Viggo Bentzon har skrevet: Memoires of Lorca og Biafra.

Man kan godt beklage, at Maxwells ikke fik indspillet mere dengang. Men sådan skulle det ikke være. Og heldigvis har vi da “Maxwell Street”, der må være et af dansk progressiv, psykedelisk beatmusiks ubestridte højdepunkter. Godt, at Longhair har fået genudgivet den plade. Anbefales – varmt.