Grumpier old men

Author:

Fruen overtalte mig til, at vi skulle gense Grumpier old Men (1995) med Walther Matthau, Jack Lemmon, Sophia Loren, Ann Margaret m.fl. Det var lige, hvad jeg trængte til, efter at have set den københavnske kulturborgmester m.m. Martin Gertsen for gud-ved-hvilken-gang i løbet af de sidste to dage fremstå med sit enøjede synspunkt, at 1) Ungdomshuset ejes af Faderhuset, og ejendomsretten er ukrænkelig, og derfor er der ikke mere at snakke om, og 2) der skal være lighed for loven og 3) alt andet er “sort tale”. Så kan vi glemme alt om forhistorien, om politikernes brudte løfter over for de unge, om politikernes moralske ansvar, om liberale forestillinger om plads til mangfoldighed, forskellighed og skæve unge, om at demokrati handler om meget andet end “bærende principper”, blandt andet om dialog, om nødvendigheden af at nå frem til en fælles forståelse og løsning på konflikten – og så lade helvede bryde løs på Nørrebro, lade politifolk og unge aktivister slå hinanden til lirekassemænd, terrorisere et københavnsk kvarter, der blot ønsker fred og fordragelighed, håne alle de mennesker, der vil det bedste – og efterlade København med et stort problem, nemlig hundredvis af utilpassede unge, der ikke ved, hvor de så skal gå hen. Hvor går de mon så hen?
Så har man brug for en film, der i al sin enkelhed viser, at kærlighed, venskab, forståelse, tolerance, eftergivenhed, tilgivelse, overbærenhed osv. er bedre en stædighed, principrytteri og andet idioti. Og i en af scenerne i filmen viser Sophia Loren, at konflikter kan løses med kvindelig snilde. Hun ifører sig et dullet outfit og går hen i den bar, hvor de to gnavne, stridslystne mænd holder til, og fordrejer så eftertrykkeligt hovedet på den tilbageværende ungkarl, spillet af Walther Matthau, at han efterfølgende er solgt til stanglakrids. – Og da hun træder i baren sker det til tonerne af Venus med Shocking Blue…

Forførelsesscene fra Gnavne gamle mænd...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *