En tiger i huset

Author:

Det var Gravhundens fødselsdag i går. Og i den forbindelse blev morgenturen lidt længere end sædvanligt. Han skal jo også mærke osv. Og på vores vej gennem de stille villaveje mødte vi Katten. En langhåret race, som jeg ikke kender. Men Katten kender vi. Den er nemlig ekstremt socialt anlagt og kommer os løbende i møde. Gravhunden kan godt lide den. Så de snuser til hinanden og Katten gnider sig kælent op ad Gravhundens sider. Derefter går vi videre, og Katten følger efter os i lang tid.
Der er, som bekendt, stor forskel på hunde og katte. Og der er dem, der sværger til enten den ene eller anden art. Selv er jeg hundemand, men kan vældig godt lide katte. Ligesom andre bloggere som kattevennen Regitze og (skabs?)katteejeren(?) Uffe. Og som bloglæsere vil vide, kan jeg også godt lide at læse om dyr. Senest købte jeg en hundebog i Berlin. En vældig god bog. Og nu har jeg så set, at der er udkommet en yderst interessant bog om kattenes kulturhistorie med titlen The Tiger in the House. Bogen er skrevet af Carl Van Vechten, der er romanforfatter, fotograf, kritiker, kender af modernisme og renæssance – og altså en stor katteelsker. Mon man kan nå at ønske sig den til jul? Bogen har fået lutter gode anmeldelser. Bogen er en genudgivelse, og hvis man kan nøjes med en gammel udgave, så kan man finde den antikvarisk til små penge…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *