En af de musikalk positive oplevelser for undertegnede (eller snarere overtegnede) her omkring nytår har været mødet med indie-bandet Phosphorescent og deres fortolkninger af gode gamle Willie Nelsons sange. Pladen er ganske vist ikke udkommet endnu (det sker i februar), men rundt om på nettet kan man finde streamede lydeksempler og videoer. En musikalsk manifestation af, at de vanlige skelnen mellem gammeldags og nyt kan forekomme totalt meningsløs, når det drejer sig om musik. Gruppen fra Brooklyn har indspillet en plade, der – hvis vi lige ser bort fra indspilningsteknik og sådanne forhold – lige så vel kunne have været indspillet i 1960’erne eller 1970’erne. Musikkritikere har forsøgt at indkredse bandet i kategorien moderne folk, men det er lige meget. De fortolker og spiller Willie Nelson-sangene med stor indlevelse og – ja – hengivenhed, så den gamle mester må være pavestolt. Phosphorescent har tidligere udsendt albummet “A Hundred Times Or More” i 2003 og “Pride” i 2007; to plader, som jeg vil forsøge at støve op og lytte til.