Nej, dette indlæg skal slet ikke handle om Daisys nytårstale. Men traditionen tro overværede Fruen og jeg Dronningens tale til Folket. Ikke, fordi capac er royalist, for det er han ikke. Men sådan er traditionen her i casa, hvor Fruen godt kan lide det royale, og jeg går alligevel  til og fra køkkenet.
I gamle dage var denne tilbagevendende begivenhed ikke akkompagneret af – for ikke at sige: sovset ind i – journalistisk indledning og eftersnakkeri. Nu til dags kan Dronningens tale, der jo ellers udmærker sig ved at være velformuleret og klar, åbenbart ikke stå alene, men skal absolut give anledning til, at ikke bare Bo Reimer, men også to “eksperter”, skal kloge sig på hendes kongelige højheds bekostning. Med en attitude, der var Se & Hørs hofsnoge værdig, blev der tærsket langhalm på dronningens tale i form af “fortolkning” og “oversættelse”, så man skulle tro, at seeren havde behov for pædagogisk støttepædagogik for at fatte, hvad dronningen havde på hjerte…
For nylig så jeg et program i serien “Monopolets helte” om de gamle kendinge fra DR TV. Det var denne gang om Poul Jørgensen, som i mange år stod for hæderlig og kompetent formidling af kongeligt stof. Og han kritiserede den nye tendens, fordi den gjorde selve indslaget til en biting. Og det er så sandt, som det er sagt. Den journalistiske indsovsnings analyseren og kommenteren berøver begivenheden dens betydning og gennemslagskraft. Det er journalistisk omklamring, der grænser til kvælning. Det er journalistisk over-kill. Og det er synd for Dronningen og for dem, der gerne vil høre og se det. Vi må håbe, at nogen sætter en stopper for den slags journalisme – ellers må vi jo boykotte den, hjemme i de små hjem…