At blive udnævnt til at være en ny “supergruppe” var ikke nogen garanti for varig succes dengang i de sene tresser og halvfjerdserne, hvor begrebet blev støbt. American Flyer blev dannet i 1976 og medlemmerne gik hver til sit to år efter og med to fremragende albums på samvittigheden. Successen stod ikke mål med ambitionerne.
Bandet bestod af sangeren, sangskriveren og guitaristen Craig Fuller, der gjorde sig bemærket i den legendariske country-rock-gruppe Pure Prairie League og langt senere som medlem af Little Feat, guitaristen Steve Katz, der havde en fortid i The Blues Project og Blood, Sweat & Tears, Doug Yule fra Velvet Underground og sangskriveren og musikeren Eric Kaz, der havde en fortid i The Blues Magoos.
Stilen på bandets to plader – det eponyme debutalbum fra 1976 og Spirit of a Woman fra året efter – er præget af den bløde, melodiøse såkaldte West-Coast-sound fra halvfjerdserne, hvor folk som James Taylor, Carole King, John David Souther, Jackson Browne og Linda Ronstadt skabte en lyd og en stil, der både kunne tilfredsstille FM-mainstream-lyttere og mere kræsne musikalske ører. Fuller og Kaz stod for de fleste sange. På de to plader – der siden er genudgivet på en enkelt cd – finder man klassikere som “Love has no Pride” (indspillet af Linda Ronstadt, Bonnie Raitt, Johnny Cash m.fl.) og “Cry Like A Rainsstorm” (også indspillet af Raitt og Ronstadt).
Eric Kaz har også indspillet en lille håndfuld soloplader og en enkelt duoplade (m. Craig Fuller) i samme vestkyst-country-folk-prægede stil. Plader, der er svært opdrivelige, hvis man ikke har tegnedrengen i orden.
American Flyers plader kan heldigvis fås til normal pris. Og kan varmt anbefales, hvis man er til halvfjerdsermusik. Musikken holder 100% trods lidt knas fra grammofonen…
American Flyer -Spirit of a Woman