I en svensk avis læser jeg, at musikeren Lars Holmer er død i en alder af 60 år efter nogen tids sygdom. Nyheden sendte mig straks tilbage til halvfjerdserne, hvor den svenske rockmusik blomstrede. Især den politisk orienterede rock, men også den progressive rock. Til sidstnævnte kategori hørte bandet Samla Mammas Manna. Jeg kan huske, at Hans Otto Bisgaard og andre DJs fra dengang ofte spillede ny svensk musik, blandt andet Samla Mammas Manna, der var uhørt eksperimenterende og innovative. Bandet blev dannet tilbage i 1969 af Hollmer, trommeslageren Hass Bruniusson, percussionisten Henrik Öberg og basisten Lars Krantz. året efter udsendte de deres første eponyme album på Silence Records. Et album, der for en stor dels vedkommende var instrumental og bød på improvisationer og musikalsk legestue. De efterfølgende albums – Måltid (1973) og Klossa Knapitatet (1974) – var inspireret af den fremadstormende jazz-rock-fusionsmusik og blandede den lystigt med elementer fra svensk folkemusik og Frank Zappa og Mothers of Invention.
Den første konstellation af Samla Mammas Manna varede til 1977, hvor bandet blev gendannet med nye medlemmer under navnet Zamla Mammaz Manna. I 1981 blev de så til Von Zamla og eksisterede til 1984. Endelig blev det gamle band gendannet i 1991 under det oprindelige spøjse navn. Hvil i fred, Lars Hollmer.