Et almindeligt billede på historiens forløb er en linje. Vi så det på tavlen, da vi gik i skole. En pil med mærkepunkter og årstal på. Livet tegnes også som et linieært forløb, en vej, en rute, til lands eller vands, osv. Selv om vi godt ved, at den lige vej er sjælden i livet. Vi smutter næste altid ned af en sidevej eller flere for måske at ende midt på hovedvejen igen. Hvis man da vender tilbage. Eller hvis man da ikke bare går i ring. Billedet med vejen eller linjen er godt, fordi det er brugbart. Og det har leveret stof til mangen en god roman. Tænk blot på Odysseus’ forunderlige rejse. Vi kan tænke ud fra dette billede, selv om det også er helt absurd. For vi bevæger os jo ikke nødvendigvis nogetsteds hen i vort liv. Tænk blot på Søren Kierkegaard, der stort set blev i København hele sit korte liv. Alligevel: At rejse er at leve. At leve er at rejse. For nu at parafrasere digteren…
Vi bevæger os altså hen ad livets landevej, som man siger, dvs. som sproget siger. Og efterhånden er har vi tilbagelagt et godt stykke af denne landevej. Når vi er omkring de 30 – cirka – så har vi tilbagelagt lidt mere end en tredjedel af ruten. Statistisk talt, selv om vi ikke er meget for statistik. Når vi er omkring de 45-50 har vi tilbagelagt mere end halvdelen. Og et sted deromkring bliver den tilbagelagte rute mere og mere interessant. Måske endda mere interssant, end den der ligger foran os. Det er, som om vi lidt efter lidt begynder at gå baglæns eller i hvert fald sidelæns efterhånden som vejens ende nærmer sig. Efterhånden som fremtiden skrumper ind og forventningerne til, hvad der vil komme, måske bliver mere beherskede, end da man var grøn som foråret.
