I går aftes udstrålede Danmarks Radio Laurence Kasdans film “The Big Chill” – “Gensyn med vennerne” på dansk – fra 1984. En film, der er gefundeness fressen for enhver med hang til tressernostalgi.
En gruppe af gamle venner mødes i de tidlige firsere. Anledningen er, at en af de gamle venner – Alex – har taget livet af sig selv. På symbolsk vis inkarnerede den afdøde Alex alle de drømme, der engang i tresserne, bandt de unge mennesker sammen. Og hans død symboliserer så også drømmenes fortabelse. Eller gør den?!
I hvert fald bliver begravelsen en anledning for de tilbageblevne til at finde svaret på, hvorfor Alex tog sig af dage – og derigennem også finde svaret på, hvordan det gik med alle de smukke drømme fra dengang. Jeg kan huske at Peter Wivel gennemheglede filmen dengang den udkom, fordi den tillod sig at positivere tressernes tabte drømme. På den led kom filmen på et upassende tidspunkt, hvor det borgerligt-liberale opgør med “68” og halvfjerdserne så småt var ved at tage form.
Men set herfra er filmen en fin beskrivelse af, hvordan det går, når man midt i al materialismen og karriereræset glemmer, hvad man kom fra, og hvem man var. Drømmene om et bedre og anderledes liv dør ikke, fordi de ikke bliver absolut realiseret, men de bliver en belastning, når de forsøgsvis fortrænges. I en vis forstand er filmens budskab: At man finder nøglen til de nutidige problemer, man har i sit liv, i fortiden. Man må forsone sig med den, man var, og man må ikke glemme sine drømme.
Filmen hovedpersoner spilles af en række fine skuespillere med Glenn Close, Kevin Kline, William Hurt og Jeff Goldblum i spidsen. Og soundtracket er den rene uforfalskede nostalgi med sange af Smokey Robinson, The Rascals, Procol Harum, Carole King m.fl.