Da The Go-Gos indtog poppens top i 1980’erne var forgrundsfiguren uden tvivl den små, iøjnespringende Belinda Carlisle. Men musikalsk set var den mest interessante figur – set fra mit sted – den mørke sangerinde, rytmeguitarist og sangskriverske Jane Wiedlin. Wiedlin var allerede et navn på den alternative nybølge-punk-scene i Los Angeles, da hun sammen med Calisle tog beslutning om at danne punk-bandet Go Gos i slutningen af halvfjerdserne. I 1984 takkede Wiedlin imidlertid af og satsede på en solokarriere, der foreløbigt er resulteret i fire velturnerede albums: “Jane Wiedlin” (1985), “Fur” (1988), “Tangled” (1990) og “Kissproof” (1990). Dertil skal lægges, at hun var med til at lave soundtracket til filmsuccessen “Pretty Woman”.  I årene efter har hun været med til at gendanne Go-Gos, der også udsendte “God Bless The Go-Gos” i 2000. Og hun har haft en mindre  karriere som skuespillerinde ved siden af.
Selv om Wiedlins soloplader markerede sig på den amerikanske top 100-liste, så fik de langtfra den opmærksomhed, som de fortjente. Hos amerikanske kritikere fik en dårligt omdømme på grund af sin meget pigede stemme. Det var uretfærdigt, for faktisk er hendes stemme meget charmerende og passer vældig godt til de fint snedkerede power-pop-sange, som Wiedlin har skrevet. Især de to første soloplader er skammeligt oversete power-pop-perler, der burde have rystet nogle flere klare hits af  sig. Produktionen er tydeligt firseragtig med forkærlighed for “maskinparkens” muligheder for programmerede lyde. Men tidsånden kan ikke skjule, at Wiedlin har et stort talent for at skrive iørefaldende dansante pop-sange.
Wiedlin har også manifesteret sig som et socialt engageret menneske, der har været aktiv i kampen for dyrs rettigheder, brystkræft-kampagner og som fortaler for SM…
Så vidt vides har hun trukket sig lidt tilbage fra musikscenen og bor og lever et såkaldt “almindeligt ” liv i Los Angeles.

Jane Wiedlin – Rush Hour – fra albummet “Fur”