Da jeg boede på Skjoldhøj-kollegiet i slutningen af halvfjerdserne var Meat Loafs megahit “Bat out of Hell” en plade, der ofte snurrede rundt på grammofonerne i de små værelser. Og den var et fast indslag ved de tilbagevendende fester. Selv blev jeg aldrig den store fan af Meat Loaf. Men jeg kunne ikke lade være med at lytte til den der pigestemme, der sang op mod Bøffen og var med til at gøre pladen til en storsælgende sådan. Pigen, Ellen Foley, havde en af de der stemmer, der passer så godt til rock-and-roll. Hun kunne virkelig synge igennem, rent og klart.
Oprindeligt var det vist hendes plan at blive skuespillerinde, men tilfældighedernes spil – og behovet for at tjene til dagen og vejen – førte hende ind på rockens stenede vej. Karrierevejen førte hende i armene på det gale foretagende The National Lampoon, hvor hun mødte Meat Loaf og dennes bagmand, Jim Steinman. Steinman arbejdede på det tidspunkt på et projekt, der siden hen skulle blive til “Bat out of Hell”, og da han manglede en kvindelig stemme i koret, så faldt valget på Ellen. Den efterfølgende succes med pladen – en succes, der kom stille og roligt og ikke over night – kastede en solopladekontrakt af sig for Foley. Og hun takkede samtidig nej til  rollen som backingsangerinde på Meat Loafs koncertturné med The Bat.
Ian Hunter (Mott the Hoople) og Mick Ronson faldt pladask for Foleys demoindspilninger og fik lov til at producere hendes debutalbum “Nightout”, der udkom i 1979. Pladen fik fine anmeldelser og med god grund. Den er en vellykket rockplade i stil med de lidt pompøse plader, man kender fra netop Mott the Hoople og Ian Hunter. Storladen, melodiøs rock, der lader Ellen Foleys klare, lyse stemme komme til sin ret. Ellen fortsatte i årene efter samarbejdet med Ian Hunter som backingsangerinde på hans plader og til hans koncerter.
Som det så ofte sker, kom kærligheden på tværs af karrierevejen. Ellen Foley mødte i 1980 Mick Jones fra The Clash, og de næste to år var de to uadskillelige. Det betød også en ny musikalsk orientering. The Clash’ socialt bevidste musik smittede af på Foley, og sammen med Mick indspillede hun i sommeren 1980 albummet “The Spirit of St. Louis”. Indspilningen foregik samtidig med indspilningen af Clash’s hovedværk “Sandinista!”, og de var begge to involveret i begge projekter. På Foleys plade spiller medlemmer af The Clash med. Det samme gør Ian Durys backinggruppe, The Blockheads, og Tymon Dogg. Sidstenævnte skrev også tre af sangene på pladen, medens Mick Jones og Joe Strummer tog sig halvdelen af pladens numre. Pladen bliver nogle gange omtalt som en Clash-plade med forsangerinde. Det er ret misvisende. Det er omvendt: En Ellen Foley-plade med Clash som backinggruppe. Pladen fik ikke tilnærmelsesvis samme opmærksomhed eller succes som debutpladen. Og måske kom den også til at stå lidt i skyggen af Clash’s succes med “Sandinista!”. Og det er synd og skam, for det er en meget afvekslende, følsom plade, med tolv fine sange. Og den viser, at Ellen Foleys stemme havde meget mere at byde på end rock’n roll-udtrykket.
Endnu et album blev det til for Ellen Foley. I 1983 udkom “Another Breath”, der til dels er en tilbagevenden til perioden omkring “Nightout”. Sangene er fra samme periode, men produktionen blev lagt i hænderne på Vini Poncia (producer for Ringo, Leo Sayer, Kiss m.fl.) og pladen blev drejet i en mere dansant poppet retning end “Nightout”. Men den var åbenbart ikke kommerciel nok til at sikre pladeselskabet den forventede indtjening. Og i årene efter har Ellen Foley måttet klare sig som backingsangerinde og skuespillerinde. Blandt andet medvirkede hun i Dustin Hoffman-successen “Tootsie”, “Fatal Attraction”- som man kunne gense for nylig på DR 1 -  med Michael Douglas., “Cocktail”, “Married to the Mob” og mange flere spillefilm. Teater- og tv-roller er det også blevet til.
Men det er en skam, at pladeselskaberne ikke giver Ellen Foley mulighed for at indspille flere soloplader. Der er ikke så mange kvindestemmer af den kaliber i rocken…

Ellen Foley – What’s the Matter Baby/Stupid Girl Medley