Jeg får ikke set ret meget tv i denne tid; og sandt at sige, så savner jeg det ikke. Der er “for langt mellem snapsene”. TV-mediets kvalitet er omvendt proportionalt med antallet af satellitkanaler og sendetimer. Fred med dem, der synes, at “Vild med Dans” og “X-Faktor” er en kulturel berigelse. Jeg vil helst være fri for at blive beriget på den måde…
Men der er da – heldigvis – undtagelser. I går kom jeg tilfældigvis – sådan er det som oftest – til at se en engelsk dokumentar om det amerikanske kor Young@Heart . Det specielle ved koret er, at aldersgennemsnittet er 80 år – og de synger sange af Talking Heads, The Clash, Coldplay og lignende. Selv om dokumentarfilmen ikke kunne lade være med at indlægge “smarte” videolignende “underholdnings”-indslag ind i filmen, så kunne det ikke skjules, at filmen først og fremmest var en hyldest til livet. Det liv, der ikke stopper den dag, man går på efterløn eller pension, men først når døden indtræder. Og dermed en diskret kritik af fx det indeklemte, småfedtede menneskesyn, der præger det danske arbejdsmarked, dansk politik og den danske offentlighed.
Det mest rørende ved filmen var næsten de gamles engagement, entusiasme og livsbekræftende humor. På trods af sygdom og aldersskavanker, så insisterede de på at være med og komme igen, hvis det var muligt. Som en af de medvirkende  gentog: “Vi har masser af liv!”.
Selvfølgelig kan man ikke altid løbe fra, at man er fyldt firs og kroppen ikke altid er helt så toptunet, som da man var fyrre. Men det ændrer ikke ved, at man stadigvæk kan deltage og bidrage med noget. Det viser filmen med stor tydelighed.

Young@Heart Chorus – I will survive

Young@Heart & David Byrne – One Fine Day