Ringo Starrs trejde album, “Ringo”, der udkom i 1973 på Apple Records betragtes af mange som kronjuvelet i Ringos produktion. Og jeg har ikke i sinde at være kontrær og påstå noget andet. Det er et særdeles vellykket udspil fra den gamle trommebasker. Helt galt kan de jo heller ikke gå, når man har Lennon, Mccartney, Harrison og Randy Newman med som sangskrivere og medspillere. Og når man desuden har inviteret en mindre hær af musikere, der – ud over Beatlerne selv – tæller Marc Bolan, Nicky Hopkins, Harry Nilsson, Klaus Voormann, Billy Preston, The Band, David Bromberg, Martha Reeves, Mary Clayton, Tom Scott og et par stykker mere. Og for at det ikke skal løgn, har Ringo en heldig hånd med sangskrivningen på pladen. “Photograph”, som han har forfattet sammen med George Harrison, er for længst blevet en Ringo-klassiker. “Devil Woman” og især “Oh my my”, som Vini Poncia har hjulpet Ringo med holder vand 35 år efter de blev lagt ned i rillerne. Og Ringos helt egen “Step Lightly” er  en charmerende bagatel. Ellers huskes albummet nok især for den stærkt medrivende og sejt swingende udgave af Shermans og Shermans rock-klassiker “You’re Sixteen”.
For mig har John Lennons ironisk-kærlige hyldestsang til Ringo “I’m the Greatest” en  særlig plads. I sangen afsløres det, at Ringo var – ikke The Walrus – med Billy Shears (Sgt. Pepper-pladen). “When I was a little Boy/Way back home in Liverpool/My mama told me…I was great…”.
Longplaying-udgaven fra 1973 har også en helt særlig attraktion, idet Klaus Voorman – der jo også lavede omslaget til Beatles’ “Revolver” – har illustreret hver eneste sang med comic-agtige blyantstegninger i stor størrelse. En anden sjov ting er, at coverforsiden mimer Sgt.Pepper-albummets idé med afbildning af en lang række kendt personer. Her er det de medvirkende. Men man finder fx også “The Eggman” og nogle andre mytologiske skikkelser.