Da jeg sådan for alvor begyndte at studere pladecovernoter – omkring 1968 – dukkede et navn op igen og igen: Van Dyke Parks. Som (med)komponist, arrangør, (med)producer, musiker og sanger. Hos et hav af musikere og sangere har han sat sit fingeraftryk og gjort sin indflydelse mærkbart gældende. Fra Grace Kelly til Joanna Newsom – for nu at antyde spændvidden i tid og kulturelt udtryk. Ved siden af musikken har Parks også gjort sig gældende som skuespiller og – forsker i musik… En kulturel kamæleon.
Van Dyke Parks spillede en meget vigtig rolle i Beach Boys og Brian Wilsons berømmede Smile-projekt, der først blev realiseret for et par år siden af Wilson selv. Han var medkomponist til sange som “Heroes And Villains”, “Cabinessence” og !Surf’s Up”, Smile-sange, der blev spredt over flere Beach-Boys-LP’er.
Ved siden af sit virke for andre har Van Dyke Parks udsendt en god håndfuld soloplader af høj kvalitet. Det er ikke rockplader, men værker, der blander alskens stilarter og anvender alskens instrumenter. Den første plade kom i 1968, “Song Cycle”. Pladen viste, hvad Parks’ store kvalitet er: Hans evne til som en svamp at suge alle mulige musikalske indtryk til sig og sætte dem sammen til fascinerede musikalske udtryk. Han griber dybt i den amerikanske musiktradition – blues, ragtime, kabaretmusik osv. – og blander det gladeligt med tidens toneart, fx. psykedelisk musik… I den forstand er Van Dyke Parks en meget moderne musikskaber. Han tager fordomsfrit fra den universelle musik og blander det til sin helt egen musikform. Et godt eksempel er hans andet udspil, Discover America, hvor han kaster sig grådigt over de caribiske musikformer, calypso osv. og mikser det til sin egen musik. Det samme er tilfældet for efterfølgere, Clang of the Yankee Reaper, fra 1976.
Der er noget meget cineastisk over Parks’ musik. Den er billed- og stemningsskabende som god filmmusik. Og det er slet ikke tilfældigt, at han faktisk har skrevet scores til flere film.
De sidste par dage har hans to plader – Jump! (1984) og “Tokyo Rose” (1989) – ligget på min afspiller efter tur. Jump! er en musikalsk iscenesættelse af nogle traditionelle sydstatshistorier (Uncle Remus) og “Tokyo Rose” en musikalsk refleksion over forholdet mellem japansk og amerikansk kultur. Men først og fremmest er der tale om Parks’ unikke musik, der er fuld af overraskelser og fascinerende detaljer. Anbefales stærkt.