I halvfjerdserne fik power-poppen sit eget uafhængige pladeselskab i USA, det legendariske Berserkley Records. I hvert fald var det især den type musik, Berserkley udsendte, med bands som The Modern Lovers (m. Jonathan Richman), The Rubinoos, The Tyla Gang, Earth Quake og så Greg Kihn og hans band. Pladeselskabet kom op at stå, fordi bagmanden Matthew Kaufman var irriteret over de etablerede pladeselskabers manglende forståelse for power-pop-bands som fx Earth Quake, som han var manager for.
I begyndelsen udsendte Berserkley kun singleplader. Blandt andet Modern Lovers klassiske udgave af “Road Runner” og Earth Quakes udgave af australske Easy Beats uopslidelige “Friday on my Mind”.
Berserkley blev ikke nogen stor økonomisk succes, men den succes, pladeselskabet fik, skyldtes især Greg Kihn, der kom på hitlisterne med de fleste udgivelser i slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. Kihn og hans band blev flagskibet i Berserkley, og da interessen for bandet svigtede i midten af firserne, var det også slut med Berserkley. Bagkataloget blev dog hurtigt – og heldigvis – opkøbt af retro-pladeselskabet Rhino i 1986.
Greg Kihn Bands musik er uforfalsket power-pop uden andre ambitioner end at spille iørefaldende pop-rock, der kan få pigerne og drenge ud på dansegulvet. Den type musik, der altid har været efterspørgsel på en lørdag aften i byen… Greg Kihn Bands største succeser er “Jeopardy” og “The Break Up Song (They don’t Write ‘Em)”. Sidstnævnte findes på albummet Rock Kihn Roll fra 1981.
Greg Kihn Bands gennembrud kom i 1978 med udspil nr. 3 “Next of Kihn”. Men alle de plader, bandet fik udgivet, er power-pop af højeste klasse. Fra debuten i ’76 med “Greg Kihn” og frem til “Love and Rock & Roll” i 1986. I 1989 udsendte Rhino en Best-of-plade med titlen Kihnsolidation. De gamle plader kan være svære at få fat i, og man skal være indstillet på at gribe dybt i tegnebogen. Til de store sedler…
Ud over Greg selv var de centrale medlemmer lead-guitaristen Robbie Dunbar og trommeslageren Larry Lynch.
Så vidt vides spiller Greg Kihn og de andre stadigvæk ved udvalgte koncerter …
Greg Kihn Band – Break up song