Det meddeles nu, at det gamle 80’er-band The B-52’s, efter en pause på 15 år, udsender en ny plade i begyndelsen af 2007. Pladen bliver produceret af Steve Osborne, der har stået bag knapperne hos New Order, Happy Mondays, Suede m.fl. The B-52’s var et af de mindeværdige musikalske indslag i 1980’erne. Gruppen fra musikarnestedet Athens, Georgia, adskilte sig på mange måder fra tidens mainstream-pop-rock. Dels ved at have to iøjne- og iøre-faldende sangerinder, Cindy Wilson og Katie Pierson, i forgrunden sammen med vokalisten Fred Schneider, hvis bidrag mest bestod i udråb og talebrokker. Dels havde de en markant guitarist i Ricky Wilson, broder til Cindy. Han døde desværre 32 år gammel af AIDS i 1985.
Bandets fandt uden tvivl sin inspiration i New Wave-rocken, men blandede dennes speedede rock med elementer fra Beach Boys’s glade surferdage og fra amerikansk danseorienteret popmusik fra de foregående par årtier. I det hele taget trak gruppen på det bedste fra 50’ernes, 60’ernes og 70’ernes pop- og rockmusik. Dertil skal lægges en god portion humor, som blandt andet kom til udtryk i gruppens outfit, fx pigernes tresser-retro-bee-hive-frisurer (hvis øgenavn var B52’s) og tøjstilen.
En af de grupper, de er blevet sammenlignet med, er Talking Heads. Og de var da også en slags Talking Heads light. Teksterne har lidt af den Byrneske galskab, og musikken noget af den samme dansante appeal: “If you see a faded sign by the side of the road that says/15 miles to the… Love Shack! Love Shack yeah (I’m headin’ down the Atlanta highway,/lookin’ for the love getaway/Heading for the love getaway, love getaway,/ I got me a car, it’s as big as a whale/ and we’re headin’ on down/ To the Love Shack/ I got me a Chrysler, it seats about 20/ So hurry up and bring your jukebox money”…
Man kan læse mere om pladeprojektet på gruppens hjemmeside og på Gaffas.
