…på partiernes demokratiske krise? I Jyllands-Posten kan man læse om den konflikt i Socialdemokratiet, som Pernille Rosenkrantz-Theill indmeldelse har åbenbaret eller tydeliggjort. Socialdemokrater i “baglandet” støtter op om Pernilles tanker om, at partiet bør vende tilbage til, hvad der kaldes “klassiske socialdemokratiske dyder”. Eller med Pernilles egne fremhævelser af partiprogrammets indhold: “frihed, lighed og fælleskab”. Men socialdemokraternes matriark, Helle Thorning-Schmidt, der først bød Pernille velkommen til en bredt parti, mener, at Pernille skal rette ind i forhold til partiledelsens linje.
Men er det parti-demokrati, at alle medlemmer vader frem i takt og synger den samme melodunt? Næ, med mindre man hedder Dansk Folkeparti og banker alle kritiske stemmer på plads eller ekskluderer dem. I et demokratisk parti må man lære at leve med meningernes brydning og kampen for den rette kurs. Pernille er et symptom på, at demokratiet endnu lever i Socialdemokratiet. Og vi må håbe, at “baglandet” sørger for, at Pernille fortsætter sin kamp for den fundamentale holdninger og deres dominans i partiet – uanset, hvad partiledelsen så mener. Eller ender det med, at partiet virkelig kommer til at være et Suicidaldemokrati, som At tænke sig morbidt kalder det gamle arbejderparti.