I går var en af “nyheder”,at målinger havde vist, at den globale gennemsnitstemperatur var faldet lidt. Hvilket straks gav anledning til, at medierne satte spørgsmålstegn ved den globale “klimakrise”.

På DR2 havde man inviteret en Kloge-åge fra Roskilde Universitetscenter ind. Og han udbredte sig vidtløftigt om politikernes voksende interesse for klimaet ud fra religiøse, modernitetsteoretiske og andre spændende synsvinkler, samtidig med at han tørt konstaterede, at vi lægmænd ikke rigtig vidste noget om, hvordan det faktisk forholdt sig med det klima.
Det ville selvfølgelig også – den finansielle krise in mente – være belejliget, hvis vi bare kunne fortsætte med at brænde fossilt brændstof af og lade som om CO2-udledningen ikke havde en tøddel med klimaændringerne at gøre.
Hvad skal man egentlig tro?
TV-udsendelsen var en god illustration af, hvad man kunne kalde videnskabens autoritetstab. I det tyvende århundrede blev videnskaben – naturvidenskaben – først genstand for dyrkelse og beundring, og videnskabens mænd og kvinder var små halvguder. Siden er det gået den anden vej.

I den såkaldte modernitet har viden(skab) mistet sin aura og autoritet. Og viden er blot et udsagn – en mening – blandt andre.
Et klogt hoved skrev engang, at også viden er (en form for) tro. Forskellen på denne tro og fx den religiøse er, at viden bygger på en vis sum af empiriske data, observationer og målinger – plus noget teori. Hvorimod den religiøse tro netop ikke behøver beviser. Det er både dens styrke og dens svaghed.
Hvad skal vi så tro med hensyn til klimaet? Forskere i klimaforandring har netop opgjort resultater, der viser det fænomen, man kalder for “Arctic amplification“, indtræffer langt hurtigere end først antaget. Arctic amplification er det fænomen, der består i, at lufttemperaturen i de arktiske områder er højere end forventet på grund af det arktiske havs opvarmning som følge af smeltevand. Konsekvensen af dette fænomen formodes at være, at de arktiske områder snart vil være isfri i sommerperioderne – og vil få sværere og sværere ved at retablere den arktiske is…

Forskerne har hidtil formodet, at denne tilstand først ville indtræffe om 10-15 år. Klimaforandringer går altså langt hurtigere, end man havde regnet med. Og det alarmerende er, at ændringerne i de arktiske områder har en direkte effekt på klimaet i hele den nordlige halvkugle, der igen direkte har indflydelse på resten af kloden…
Men – kan vi nu være sikre? Hvad skal vi tro? – Eller måske skulle vi vende spørgsmålet lidt om: Har vi råd til at ignorere de skrøbelige videnskabelige tegn på en katastrofal global klimaforandring?